Grønlandsk fotograf skaber historie på verdenskendt udstilling
Han er kendt herhjemme for at dokumentere den grønlandske hverdag og kultur.
Men næste år kan fotografen Inuuteq Storchs fotografier også opleves på verdens mest prestigefyldte udstilling for samtidskunst, der finder sted i den italienske by Venedig.
Statens Kunstfond har nemlig udpeget den 33-årige kunstner fra Sisimiut til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen 2024.
- Det første jeg tænkte er, at det er et stort ansvar. Måske også for stort for mig. Så jeg havde brug for tid til virkelig at forstå ansvaret og hvilken rolle, jeg kommer til at have, siger Inuuteq Storch, der fik nyheden i starten af året.
Med udnævnelsen kommer Inuuteq Storch til at skrive historie.
Det er nemlig første gang at en kunstner fra den nordatlantiske del af rigsfællesskabet skal repræsentere Danmark på den verdensomspændte udstilling.
Samtidig er det første gang, at en fotograf får æren.
Og at valget er faldet på Inuuteq Storch skyldes blandt andet hans evne til at forbinde fortiden og nutiden, udtaler udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Billedkunst, Jakob Fenger, til Statens Kunstfond.
- Inuuteq Storch er en enestående ung kunstner, der i raffinerede fotografiske dobbeltgreb undersøger komplekse forbindelser mellem fortid og nutid, mellem personlig og national identitet og mellem egne og andres billeder og blikke, siger Jakob Fenger ifølge Statens Kunstfond.
Vores kultur er vigtig
For Inuuteq Storch kan udnævnelsen åbne en dør ind til et nyt eventyr i form af større udstillingssteder rundt omkring i verden.
Men mest af alt håber han, at omverdenen vil få øjnene op for alt den gode kunst, der bliver skabt herhjemme.
- Vi har virkelig mange dygtige kunstnere i Grønland. Og det kan bringe mere opmærksomhed til den grønlandske kunstscene, siger han.
Selv er Sisimiut-fotografen kendt for sit arbejde med at skildre kulturen fra et grønlandsk blik. Det gør han blandt andet ved at dokumentere hverdagen herhjemme og bruge familiefotos og historiske fotografier i sit arbejde.
- Når vi bliver bekræftet i, at vores kunstnere fra fortiden og i dag er vigtige, kan det være med til at udvikle den måde, vi ser os selv på, siger Inuuteq Storch.
Han står blandt andet bag bogen ”Mirrored”, som er et udvalg af Grønlands første fotograf John Møllers fotografier.
Inuuteq Storch er også udstillingsaktuel på Nordatlantens Brygge i København med udstillingen ”Grønlandske øjeblikke”, hvor hans egne fotografier hænger side om side med John Møllers billeder.
- For eksempel er der mange herhjemme, der ikke kender John Møller. Men det er en del af vores kultur, som vi burde blive uddannet i fra barnsben.
- Det er vigtigt, at vi kender vores fortid for at forstå, hvem vi selv er, siger han.