Nuuk Kunstmuseum udgiver bøger til børn om Grønlands kunst
Snart kan børn blive klogere på den grønlandske kultur og historie.
Forlaget Epsilon og Nuuk Kunstmuseum har nemlig udgivet otte små fagbøger til børn om Grønlands kunst.
Det skriver kunstmuseet i en pressemeddelelse.
- Der er stor efterspørgsel på undervisningsmaterialer om Grønlands kunst, og derfor er det også med stor glæde, at vi endelig kan præsentere de otte små fine bøger, der både på grønlandsk og dansk tager direkte fat i kunsten fra Grønland, siger Nivi Christensen, der er museumsleder på Nuuk Kunstmuseum.
Beskæftiger sig med koloniale problemstillinger
Bøgerne tager udgangspunkt i kunstsamlingerne på Nuuk Kunstmuseum og Grønlands Nationalmuseum.
I hver bog er der et særligt tema inden for Grønlands kunst - lige fra udsmykning af genstande fra før 1850 til samtidskunst, som beskæftiger sig med kolonismen og de problemstillinger, der følger med.
I bøgerne kan man blandt andet læse om kunstnere som Inuk Silis Høegh, Pia Arke, Martin Brandt og Jessie Kleemann, der forholder sig direkte til store samfundsproblemstillinger som selvstændighed og rigsfællesskab, samt hvordan landskabet bevæger sig ind i kunsten.
Alle grønlandske folkeskoler modtager bøgerne
Forlaget Epsilon har udgivet bøgerne som en del af serien ’Vild med viden FOKUS’, der udgiver fagbøger til børn.
Bogserien er målrettet til grønlandske børn i alderen 9-12 år og kan læses på både dansk og grønlandsk.
Derudover modtager alle folkeskolerne i Grønland bøgerne, der også indeholder små diskussionsoplæg og er rig med illustrationer af grønlandsk kunst.
- Udgivelsen af de otte små fagbøger er et vigtigt bidrag til at udbrede viden om Grønlands kunst og skabe større interesse og forståelse for kunst og kultur i Grønland, står der i pressemeddelelsen.