Godt vejr letter passagerpukkel - men tågen lurer igen i horisonten
Overnatninger på feltsenge og aflyste fly gang på gang. Sidste uge var udfordrende for de sommerferierejsende.
Men nu lysner det, i hvert fald for en stund.
- Hvis vi tager dagen i dag isoleret, så er vi optimistiske, fordi det ser ud til, at vi kan gennemføre en del flyvninger. Der er godt vejr, siger Heidi Møller Isaksen, kommunikationskonsulent ved Air Greenland.
Derudover har flyselskabet nu fundet en løsning for at få leveret al den fragt, som har måttet vente på grund af talrige aflysninger. Fra mandag 8. juli og til og med søndag eftermiddag (altså i forgårs) var 136 flyafgange aflyst.
- Alt den fragt, der har ophobet sig i Kangerlussuaq, bliver sendt afsted i dag med en pram til Nuuk. Det er noget, vi har arbejdet for, som er lykkedes i dag, så det er rigtig positivt, siger Heidi Møller Isaksen.
Der bliver også sendt en masse fragt fra Nuuk til Sydgrønland, og der kommer fragt mod Qaanaaq og Pituffik med helikopter.
Tåge og nye rejseplaner
Men selvom solen skinner i dag, så kan vejret hurtigt vende. I går blev 51 procent af Air Greenlands flyvninger ikke gennemført, og derfor blev mere end en fjerdedel af dagens passagerer berørt af aflysninger.
Og i morgen ser det igen mere usikkert ud. Heidi Møller Isaksen fortæller, at vejrudsigten varsler tåge over store dele af vestkysten og på østkysten. Det kan skabe udfordringer, som vi så i sidste uge.
- Så glade, som vi er i dag, så bekymrede kan vi også være i morgen, siger Heidi Møller Isaksen.
- Vi håber, at den varslede tåge i morgen forbliver ude til havs, så vi kan gennemføre vores flyvninger.
Fra mandag 8. juli til søndag 14. juli blev 3700 passagerer berørt af aflysninger. Ikke siden askeskyen i 2010, har der været så stor en pukkel af rejsende. Det var dengang, hvor vulkanen Eyjafjallajökull i Island var i udbrud og stoppede al flytrafik.
Mange af de 3700 passagerer er kommet afsted nu, og der er forhåbninger for, at resten snart når deres destinationer.
- Alle burde have fået en ny rejseplan. Så dem håber vi at få gennemført i løbet af ugen, siger Heidi Møller Isaksen.