Grønlandsk sejr i det første arktiske melodigrandprix

Ti artister fra de arktiske regioner deltog i konkurrencen, hvor et grønlandsk band vandt lørdag.
Bandet NUIJA vandt den første udgave af det arktiske melodi grand-prix, Pan Arctic Vision. Foto © : Knut_Åserud
Skrevet af Ritzau
14. august 2023 10:35

Det grønlandske band Nuija løb med sejren i det første arktiske melodi grand-prix. Det skriver Sermitsiaq.AG.

Musikkonkurrencen hedder Pan-Arctic Vision og blev afholdt lørdag i byen Vadsø i det nordlige Norge.

Ti artister fra de arktiske regioner deltog i konkurrencen blandt andet fra Alaska i USA, den russiske del af Arktis, det nordlige Finland og Yukon i Canada.

Bandet Nuija har base i Nuuk, og for bandet var det større at få lov til at repræsentere Grønland end at vinde det hele.

Det siger bandets forsanger og guitarist, Nick Ørbæk, til Sermitsiaq.AG.

- Vi er meget glade for at vinde, men også for at få lov til at repræsentere vores musik og Grønland. Vi er meget stolte og glade.

På Facebook takker han for den "vilde støtte", der gav bandet sejren.

Sejren betyder, at Grønland ifølge planen skal være vært for konkurrencen næste år.