Grønlands julemærkefond lukker

Interessen for at købe de grønlandske julemærker har gennem årene været faldende.
Med i år vil der eksistere i alt 50 julemærke fra Grønland. Dette er julemærket fra 2012. Artikfoto.
06. oktober 2023 13:04

I år præsenterer Juullip Nipitittagaa (Grønlands julemærkefond) sit 50. julemærke.

Det bliver også det sidste julemærke fra fonden.

Det skriver Juullip Nipitittagaa i en pressemeddelelse.

Fonden lukker ved årsskiftet, og dermed ophører de grønlandske julemærker.

Fonden er nødsaget til at lukke, da de har svært ved at sælge julemærkerne. Folks interesse for at købe dem falder, og der bliver færre steder at sælge dem i Grønland.

- Der er flere grunde til, at fonden lukker, men den største er, at fonden ikke længere kan varetage sit formål - nemlig at skaffe penge til grønlandsk kunst og kultur, skriver Juullip Nipitittagaa i pressemeddelelsen.

Men Juullip Nipitittagaa går ud med et brag. Når de 25. oktober præsentere den 50. og sidste udgave af julemærket, bliver det med pomp og pragt.

- Folkene bag fonden og støtteudvalget glæder sig til at fejre denne dag med mange deltagere, som igennem årene har støttet fondens arbejde, skriver de.