Grønland vinder ballade om arktisk ambassadør-post
Det er ikke vigtigt, hvor den arktiske ambassadør kommer fra.
Sådan lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i april sidste år til den danske avis Politiken.
- Vi har altså ikke etnicitet som kriterier for vores ansættelser i den danske udenrigstjeneste.
Også danske politikere som SF's grønlandsordfører, Karsten Hønge, og udenrigsordfører fra Dansk Folkeparti, Anders Vistisen, har udtalt, at kvalifikationer må komme frem for etnisk baggrund.
Men herkomst betyder åbenbart alligevel noget, når det gælder om at få besat posten som arktisk ambassadør.
Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under et pressemøde tirsdag på Flyvestation Aalborg.
- Jeg synes sådan set også, at det er meget naturligt, at en arktisk ambassadør, hvis primære fokus jo er Arktis, om end det er på vegne af hele kongeriget, har sit udgangspunkt i det grønlandske samfund og den grønlandske befolkning.
Under pressemødet sagde statsministeren også om den kommende arktiske ambassadør, at ’det er en person, som kender Arktis og er en del af det, hvilket man jo ikke er som dansker’.
Det er endnu ikke kommet et navn på, hvem der er på tale til den omdiskuterede post.
Men ifølge KNRs oplysninger vil personen få arbejdsplads i Grønland og skal læne sig op af den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske strategi, som naalakkersuisut udkom med i februar i år, men samtidig repræsenterer hele kongeriget over for resten af verden.
I første omgang var Tobias Elling Rehfeld udpeget som arktisk ambassadør og skulle officielt have haft første arbejdsdag 1. september sidste år. Men han er endnu ikke tiltrådt. Siden udnævnelsen har han haft titel af kontorchef i afdelingen for Arktis og Nordamerika i det danske udenrigsministerium.
Da var det femte gang, at Danmark udpegede en dansk diplomat til posten.
Det blev startskuddet til en koldfront over Nordatlanten. For ifølge naalakkersuisut overhørte den danske regering Grønlands ønsker i processen om, at ambassadøren burde have været fra Grønland.
Grønland har ’serveretten’
På pressemødet deltog landsstyreformand Múte B. Egede, Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen og statsminister Mette Frederiksen.
Og her blev det også flere gange nævn, at Grønland – som det eneste arktiske land i kongeriget – skal have ”serveretten” omkring tiltag i Arktis.
Det gælder både i arbejdet hos den arktiske ambassadør såvel som det kommende formandskab i Arktisk Råd, som Kongeriget Danmark overtager til maj næste år.
Men i formandskabet af Arktisk Råd skal Grønland ’selvfølgelig spille en særlig rolle,’ sagde statsminister Mette Frederiksen.
- Det er Grønland, der er den store arktiske nation i rigsfællesskabet, efterfulgt af Færøerne og så for Danmarks vedkommende jo ikke en geografisk rolle. Og det styrkeforhold ønsker vi at afspejle i den måde, vi går til den opgave på.