Grønland inviteres til Ukraine

Ukraine planlægger en samtale om demokratiet og vil have Grønland med.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, var søndag til mandag på besøg i Danmark. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
21. august 2023 13:35

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har været på besøg i Danmark. Det har formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede, og formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen også.

Og her har Grønland fået en helt særlig invitation. Zelenskys folk har inviteret Grønland på besøg i Ukraine til efteråret til en snak blandt andet om demokratiet. 

Det siger Kim Kielsen til KNR.

Det er en uformel invitation, og før Grønland kan give et svar, skal der tages højde for et par ting.  

- Selvfølgelig accepterede vi ikke med det samme. Hvad der skal ske, tager vi stilling til i Grønland, siger Kim Kielsen og fortsætter:

- Vi skal først se, hvad der skal diskuteres. Hvis det er interessant, kan det godt tænkes, at vi deltager.

Kim Kielsen oplyser også, at andre demokratiske lande har fået samme invitation.

Præcis hvem der skal med, og hvornår det skal finde sted, er endnu ikke på plads.

Múte B. Egede ser muligheder ved at deltage. 

- Jeg ser det som en god mulighed. I disse forhold, er det nærmest et krav, at demokratiske og uafhængige lande står sammen. Vores dialog kan blandt andet også bane vej for en større samhandel, så jeg ser muligheder dér, siger formanden for naalakkersuisut. 

Takkede Grønland

Zelenskyj har også talt direkte med Múte B. Egede og Kim Kielsen. Her snakkede de blandt andet om de sanktioner, Grønland har indført overfor Rusland i kølvandet på krigen i Ukraine. 

Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, og krigen har stået på lige siden.

Selvom 15 procent af Grønlands handel gik til Rusland, blev Inatsisartut enige om at stoppe for handlen med Rusland.

- Han sagde tak for, at der var truffet den beslutning. Han havde forståelse for, at beslutningen blev taget, selv om Grønland ikke har så voldsomt mange penge, og han gjorde det klart, at han var taknemmelig, siger Kim Kielsen om samtalen med Zelenskyj.

Zelenskys besøg i Danmark

Volodymyr Zelenskyj ankom søndag til Danmark. Mandag talte han i Landstingssalen på Christiansborg om Danmarks rolle i krigen mod Rusland i Ukraine.

Han har blandt andet takket for den donation af 19 danske F-16-fly, som kommer til Ukraine.

Den ukrainske præsident havde et stramt program i Danmark mandag. Han mødtes med partiledere og gruppeformænd og formændene for flere udvalg i Folketinget, ligesom han skulle til frokost hos dronning Margrethe.

Han er nu rejst videre til til Athen i Grækenland, hvor han mandag skal mødes med landets premierminister Kyriakos Mitsotakis.