Naalakkersuisut vil indføre sanktioner mod Rusland

I dag skal Inatsisartut behandle et lovforslag, som vil give Naalakkersuisut mulighed for at indføre sanktioner mod Rusland som resultat af krigen i Ukraine.
EU har indført mange restriktioner mod Rusland som følge af deres invasion af Ukraine. Foto © : Scanpix
19. maj 2022 08:58

I dag fremsætter formanden for Naalakkersuisut, Mute B. Egede (IA), et lovforslag for Inatsisartut, som vil tillade Naalakkersuisut at indføre sanktioner mod Rusland. 

Forslaget er hastebehandlet og præsenteres ekstraordinært på forårssamlingen 2022. 

Forslaget kommer som et resultat af, at Rusland 24. februar i år ulovligt invaderede Ukraine. Efterfølgende har EU indført gradvise sanktioner imod Rusland. 

Sanktionerne rammer blandt andet Ruslands muligheder for at handle internationalt. Hvis Inatsisartut stemmer lovforslaget igennem, vil Naalakkersuisut kunne tilslutte sig de samme sanktioner. 

Royal Greenland har allerede stoppet al handel med Rusland. 

Danmark er medlem af EU - og er dermed allerede omfattet af sanktionerne. Men de gælder ikke for Grønland. 

I lovforslaget står der, at Naalakkersuisut kan vedtage alle sanktioner, som allerede er trådt i kraft og måtte komme fra EU, andre lande og internationale organisationer. Det gælder dog kun på områder, som Grønland har hjemtaget. 

Naalakkersuisut vil altså ikke kunne indføre sanktioner på egen hånd. 

Desuden skal sanktionerne være et modsvar mod Ruslands aggressioner mod Ukraine. 

Økonomiske konsekvenser 

Hvis Inatsisartut vedtager lovforslaget, og Naalakkersuisut indfører sanktionerne, vil det have konsekvenser for Grønland. 

Al eksport, handel og samarbejde med Rusland og det russiske marked bliver stillet i bero. Det betyder også, at erhvervslivet bliver ramt.

Eksport af fisk- og skaldyr til Rusland udgør omkring 13 til 14 procent af Grønlands samlede eksport.

LÆS OGSÅ Sanktioner mod Rusland kan også gå udover grønlandske virksomheder

Derudover vil det offentlige få en del administrativt at tage sig af.  

Virksomheder vil kunne få bøder, hvis de ikke overholder sanktionerne. 

Sanktionerne

Listen af sanktioner indført af EU mod Rusland er lang. 

På nuværende tidspunkt er der indført fem sanktionspakker mellem 23. februar og 8. april. 

På listen er blandt andet indrejseforbud mod højtstående russere, handelsrestriktioner, eksportforbud af dual-use varer – det vil sige varer, som er produceret til fredelige formål, men som også kan bruges til produktion af masseødelæggelsesvåben. 

Russiske banker er også blevet fjernet fra SWIFT-systemet, som er et netværk til internationale finansielle transaktioner. 

Hvis Inatsisartut godkender lovforslaget vil Naalakkersuisut derefter skulle finde ud af, hvilke sanktioner Grønland kan indføre på hjemtagne områder.