Forsker spår kollaps af vigtige havstrømme: Grønland bliver endnu koldere

Kollapset kan ske så tidligt som 2025. For Grønland betyder det koldere temperaturer, mindre sne og regn samt mere havis, og det kan blive et problem for skibsfarten.
Hvis havisen breder sig i Grønland, kan det medføre problemer med forsyningen. Foto © : Royal ArcticLine
01. august 2023 07:18

Et system af havstrømme kaldet AMOC fordeler i dag kulde og varme mellem den nordatlantiske region og troperne.

Men systemet står med 95 procent sikkerhed til at kollapse mellem 2025 og 2095, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser i samme omfang som i dag.

Sådan lyder den dystre melding i et nyt dansk studie.

Hvad er AMOC?

AMOC er er en serie af havstrømme, der transporterer varme fra ækvator til polerne.

Havstrømmene spiller en vigtig rolle for klimaet på den nordlige halvkugle, da den blandt andet her hjælper med at regulere klimaet.

Men med det nye studie spår forskerne, at havstrømmene vil kollapse på grund af klimaforandringer – og det kan få alvorlige konsekvenser for blandt andet Grønland og Europa.

Hvor sikker er du så på en skala fra et til ti, at havstrømmene kollapser?

- Ja, der vil jeg nok give den en otter. Det er i hvert fald en dyster forudsigelse. Jeg er ikke selv alarmist, så jeg var lidt bekymret ved at få det resultat, siger Peter Ditlevsen, der er en af forskerne bag studiet, til KNR.

Mest sandsynligt er det dog, at kollapset begynder i 2057, om godt og vel 34 år, estimerer studiet.

- Det ser ud som om, at vi nærmer os et tipping point meget snart. Et point of no return. Så derfor handler det om at bremse op for drivhusgasudledningerne meget snart, forklarer forskeren.

Grønland bliver endnu koldere

Resultaterne i undersøgelserne forudsiger mest af alt, hvordan klimaet bliver i særligt Danmark og resten af Europa. Peter Ditlevsen frygter, at resultaterne betyder, at klimaet i Vesteuropa bliver ligesom klimaet i Alaska og det nordlige Canada.

For Danmark vil et kollaps betyde, at gennemsnitstemperaturen bliver ti gradere koldere. Nordsøen og Østersøen vil delvist fryse til is og det danske klima vil blive mere ekstremt og omskifteligt.

- De her havstrømme har fungeret lige siden den sidste istid, altså i 12.000 år. Men under istiden, der var den der ikke. Der var det jo så mægtigt meget koldere.

Men hvad så med Grønland?

Den type forudsigelse er bedre rettet mod den engelske klimaforsker Dr. Richard Wood fra UK Met Office, mener Peter Ditlevsen.

- Vores klimamodeller viser, at der vil være en afkøling på et par grader over det meste af Grønland, hvis AMOC kollapser, siger Richard Wood til KNR.

Han forklarer, at en temperaturstigning på et par grader ikke lyder af meget. Men, siger han, konsekvensen kan være meget værre, end den man kender fra klimaforandringerne.

Den engelske klimaforsker påpeger, at de konklusioner, han kommer med skal tages med visse forbehold. Det skyldes, at der ikke eksisterer nok detaljerede modeller af det grønlandske klima.

Mere havis og mindre nedbør

Hvis havstrømmene kollapser betyder det også betydeligt færre dage med regn og sne, forudser Richard Wood:

- Hvis AMOC kollapser, vil vi også se en reduktion af nedbøren og snefaldet over hele Grønland. I det sydøstlige Grønland vil det være særlig tydeligt.

Samtidig forventer forskeren, at særligt skibsfarten ind, ud og i Grønland vil få sig en ordentlig mavepuster, hvis og når kollapset sker:

- Vi forventer at se en stigning i mængden af havis om vinteren hele vejen rundt om Grønlands kyst, når havet bliver koldere. Det kan have en indvirkning på sejladset i Grønland, siger Richard Wood.