Greenland Contractors ser sig om efter nye muligheder

Langt de fleste ansatte kan fortsætte bare med et nyt firmanavn på lønsedlen, men måske kommer Greenland Contractors til at lave noget helt andet, lyder det fra direktionen.
- På helt kort sigt skal vi jo først forholde os til den kendelse, der er kommet. Vi er selvfølgelig umiddelbart både lidt forundrede og skuffede, siger formand Peter Kofoed til KNR.
Læs også Exelis Services tilfreds med forventet afgørelse
Han har med spænding afventet afgørelsen fra ankedomstolen i USA, US Government Accountability Office, GAO. Og afslaget kom i går på mail et par timer før offentliggørelsen. Modtagerne var byggefirmaerne Per Aarsleff A/S, MT Højgaard, Greenland Contractors og Copenhagen Arctic.
Peter Kofoed vil bruge et par uger på at nærlæse afgørelsen, siger han til KNR. I firmaet Per Aarsleff er reaktionen den samme.
- Vi nærlæser afgørelsen, som jo afviser vore protester, og vi vil bagefter tage stilling, siger administrerende direktør Ebbe Malte Iversen.
Læs også Den tabte servicekontrakt på Pituffik
Kan miste skattekroner
Greenland Contractors er bange for, at der vil komme flere basearbejdere, som ikke betaler skat i Grønland.
- Vi har da også en frygt for, selvom man nu siger, at man vil overholde al lovgivning og sikre, at der bliver betalt skat og så videre - at der på sigt kommer flere medarbejdere her på basen, som ikke er skattepligtige i Grønland, siger formand for direktionen i Greenland Contractors, Peter Kofoed.
Læs også Lidegaard tager Exelis-afgørelse op i Det Hvide Hus
Han fortæller ligeledes, at selskabet måske en gang i fremtiden kan arbejde med råstofprojekter, hvis de endegyldigt mister Thule-kontrakten.
Der var ingen reaktioner at få fra Jeppe Handwerk og Gregers Juul, der udgør ledelsen i selskabet Copenhagen Arctic, der i øvrigt er 30 procent ejet af amerikanske Dyncorp.