Grønlandske madvarer overrasker danske forbrugere
Øl fra Sydgrønland, stenbiderrogn fra Grønlands Vestkyst og ansigtscreme med kvan er sjældne produkter i Aarhus.
Men i denne weekend kan besøgende på årets Food Festival i Aarhus se, smage og prøve på en stribe grønlandske produkter.
I samarbejde med det Grønlandske Hus i Aarhus forsøger en håndfuld firmaer her at åbne øjnene hos danske forbrugere for især grønlandske fødevarer.
LÆS OGSÅ Grønland kan lære af de nordiske lande
Et af firmaerne er Qajaq Brewery fra Narsaq, som i dag kun sælger øl i Grønland. Men på sigt vil firmaet gerne ind på det danske marked.
Blandt andet profilerer bryggeriet sig på at have flere brygmestre med hver deres ølopskrift og på bæredygtigheden i fremstillingen, forklarer medejer Kattie Nielsen til KNR.
- Vi siger, at vi har nogle brygmestrer, der laver forskellige øl, og det er lavet med det reneste vand, som man har i Grønland.
Og vandkvaliteten samt oprindelseslandet overrasker – og hitter - ofte blandt danske forbrugere, fortæller Kattie Nielsen. Selv blandt meget kritiske, danske ølentusiaster.
- Der er rigtig mange ølelskere, som kender meget til ølkulturen i Danmark. Og fra dem er det altid dejligt at høre, at vi har nogle rigtig gode produkter.
Overrasket over udvalget
Én af dem, der fredag fandt vej til det grønlandske telt på Food Festivalen, er Anna Marie Lidegaard.
Når du tænker på grønlandske fødevarer, hvad er så det første, der kommer i dine tanker?
- Det er helt klart rejerne, og dem spiser jeg rigtig mange af. De smager fantastisk, siger Anna Marie Lidegaard.
Der er jo alt fra øl til forskellige produkter med urter, såsom grønlandske skønhedsprodukter. Er det noget, du har hørt om før?
LÆS OGSÅ Det er ikke tilladt at sælge mad på Facebook
- Hvis jeg skal være helt ærlig, nej. Det er det ikke. Det er ikke det, jeg har set inde ved Matas, når jeg har været dér. Jeg har faktisk aldrig nogen sinde set grønlandske produkter.
Er det noget, der tiltaler dig eller hvad er de din fornemmelse umiddelbart, når man siger grønlandske produkter, og det så ikke er fisk eller skaldyr?
- Jeg forestiller mig, at grønlandske produkter er meget med natur og uden alle mulige parfumer og allergiske midler i. Så jeg tænker, at det er meget rene naturprodukter. Det tror jeg da måske, jeg vil prøve at købe næste gang og prøve det af, siger Anna Marie Lidegaard.
Flere vegetarer skaber større interesse
Selv om Det Grønlandske Hus i Aarhus især forsøger at skabe interesse for nye, grønlandske produkter på festivalen, er det nok bedst kendte firma fra Grønland, Royal Greenland, også repræsenteret.
Hos Royal Greenland kæmper man nemlig for at få flere danske til at spise fisk og skaldyr, fortæller selskabets marketingschef for Norden, Marianne Rottbøll, til KNR.
- Vi er generelt ikke særlig gode til at spise fisk og skaldyr i Danmark, og derfor er der et stort potentiale i at få inspireret forbrugeren til at få det ind i hverdagen, så det ikke kun er noget, man spiser, når man skal have gæster eller ved højtider.
LÆS OGSÅ Koalition vil satse på drivhuse
Foruden smagsprøver på hellefisk, rejer og stenbiderrogn får gæster en kogebog med lette fiskeopskrifter med fra Royal Greenland.
Og så forsøger selskabet at nå det stigende antal danske forbrugere, som går op i dyrevelfærd og bæredygtighed.
- Den bølge, som er i gang, hvor flere bliver vegetarer og fleksitarer og det store fokus på kød i det hele taget har en fin effekt over for fisk og skaldyr. Der er mange, der mener, at fisk og skaldyr er et mere sundt produkt og sundere protein, så selv om man er vegetar, er det okay at spise fisk og skaldyr (…). Det er lige ind i tidens trend, siger Marianne Rottbøll.