Grønlandsk mad fem gange om ugen

De grønlandske patienter i Brønshøj kan se frem til grønlandsk mad fem gange om ugen, hvis Inatsisartut godkender Doris Jakobsen’s forslag om, at afsætte et beløb til køb af grønlandske madvarer til patienterne.
Skrevet af Per Andersen
12. oktober 2011 12:39

10 procent af bevillingen på 1 million kroner som Det grønlandske patienthjem i Brønshøj årligt bruger til mad bliver brugt til grønlandsk mad. Svarer til 100.000 kroner. Dette betyder, at de grønlandske patienter får grønlandsk mad en gang om ugen.

En bevilling på 400.000 kroner bliver godt for de grønlandske patienter, siger den daglige leder i patienthjemmet.

- Det kommer til at betyde, at patienterne får grønlandsk mad fem gange om ugen i fremtiden, hvor de i dag sker en gang om ugen, siger Stine Hansen.

Patienterne skal dog ikke forvente fine middage med en øget bevilling.

- Vi serverer den traditionelle grønlandske mad som sæl suaasat, rensdyr suaasat eller moskus suaasat, altså traditionel grønlandsk mad med suppe, siger Stine Hansen til KNR.gl.

Der bliver også serveret tørret grønlandsk mad i Brønshøj.  Men der bliver også serveret ovnstegt, lam, moskus eller rensdyrkød. Det sker i weekender eller helligdage.

Hvis forslaget bliver vedtaget ved den afsluttende behandling af forslaget til finanslov 2012, vil forslaget komme til at virke fra 2013. Det er et enigt familie og sundhedsudvalg, der anbefaler vedtagelse af forslaget, som Doris Jakobsen fra Siumut har fremlagt.

Forslaget lød ellers på en bevilling på 200.000 kroner i starten. Nu er beløbet blevet fordoblet.