Grønland skal overvåges med både ubemandede drone fly og sattelitter

DTU skal hjælpe forsvaret med at tilrettelægge den øgede overvågning af Arktis, der blev besluttet ved forsvarsforliget i december. Det skriver Ingeniøren i dag på sin hjemmeside.
06. maj 2013 10:51

- Vi har fået til opgave at hjælpe forsvaret med en vurdering af, hvilken arktisk space-infrastruktur der vil være nødvendig i forhold til den arktiske indsats, siger centerleder Niels Andersen, DTU Space til Ingeniøren.

Med space-infrastruktur mener centerlederen hele paletten af installationer og aktiviteter, når man anvender satellitter som en væsentlig del af sin overvågningsopgave.

Men satellitterne gør det ikke alene. Niels Andersen peger også på, at ubemandede fly, såkaldte droner, er med på DTU's overvejelser.

Niels Andersen forklarer, at et af problemerne i det arktiske område er de meget skrappe og uforudsigelige vejrbetingelser, som betyder, at man ofte ikke kan flyve med helikopter. Her peger han på, at de ubemandede droner kan sættes mere sikkert ind.

- En drone vil kunne udvide mulighederne for at kunne løse de opgaver, forsvaret har i Arktis, siger Niels Andersen.

Som situationen er nu henligger Arktis i et satellitmæssigt mørke, og Niels Andersen vil heller ikke udelukke, at det bliver nødvendigt for det danske forsvar at opsende egne satellitter.

DTU Space har i første omgang fået otte millioner til afdækningsopgaven, der forventes at være løst inden for to til tre år, skriver Ingeniøren.