Grønland omfavner den europæiske familie

Med 1,7 milliarder kroner i hånden rækker EU ud mod større indflydelse i Arktis, og Grønland står klar med åbne arme.
- EU's støtte til Grønland sætter en tyk streg under de tætte relationer mellem de to parter, siger Rasmus Leander, samfundsforsker ved Ilisimatusarfik.
07. oktober 2021 08:07

EU var ude med det helt store checkhæfte, da unionen i går valgte at investere 225 millioner euro i Grønland.

Med aftalen på plads bliver der nu sat punktum for flere års forhandlinger, som blandt andet har været udfordret af først Brexit og siden Covid-situationen, der har presset EU's budget. Derfor har der også været bekymring for, at EU vil skære kraftigt i støtten til Grønland.

LÆS OGSÅ Grønland kan miste millioner i EU-støtte

Det er dog ikke sket, hvilket er en succes for Grønland. Det fortæller Rasmus Leander, der er samfundsforsker ved Ilisimatusarfik med særligt kendskab til netop EU:

-  Langt hen ad vejen er det status quo. Den gode historie er, at det er lykkedes for de grønlandske forhandlere, at man fortsætter det, man økonomisk set også har opnået førhen, siger Rasmus Leander.

Pengene fordeles henover årene 2021 til 2027. 90 procent af dem går til den grønlandske uddannelsessektor, mens 10 procent skal bruges på såkaldt grøn vækst.

Grønland og EU har brug for hinanden

Selvom Grønland formelt trådte ud af det europæiske fællesskab i 1985, har man lige siden modtaget støtte fra unionen.

Gennem årene har det dog ændret sig, hvad støtten er gået til og hvor stort et beløb, der har være tale om.

De senere år er EU begyndt at stille større krav om, at man får noget igen for de mange penge. Det fortæller Rasmus Leander og tilføjer, at det særligt er Arktisk, der gør Grønland interessant for EU:

- Grønland er jo en genvej for EU til at få større indflydelse i Arktis, derfor har EU interesse i at være gode venner med Grønland.

LÆS OGSÅ EU giver millioner til uddannelse i Grønland

Det er dog ikke kun EU, der ønsker et tæt samarbejde med Grønland. Naalakkersuisuts begejstring over partnerskabet med EU bliver slået fast af Múte Bourup Egede (IA):

- Det er en stor glæde, at EU-aftalen endelig er på plads. Aftalen er et bevis på, hvor vigtigt vores samarbejde er med EU, siger formand for naalakkersuisut i en pressemeddelelse.