Kronik: Grønland bør have ny Pituffik-aftale

Det er på tide, at Danmark og Grønland lægger skuffelsen over den tabte serviceaftale på Thulebasen bag sig. For der er stor brug for en ny aftale med USA, der kan kompensere Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
04. januar 2018 07:22

Det skriver Hans Jakob Helms, forfatter og tidligere medlem af komitéen til tilsyn med USA’s baser i Grønland i dag i en kronik i Jyllands Posten.

Hans udmelding kommer i forlængelse af det lukkede samråd med udenrigsministeren lige før jul i Folketinget.

Her ønskede Grønlandsudvalget at høre, hvordan det går med forhandlingerne med USA angående servicekontrakten på Thulebasen.

Og ifølge flere af mødedeltagerne bragte mødet ikke noget nyt.

LÆS OGSÅ Intet nyt er dårligt nyt

Hans Jakob Helms skriver derfor, at tiden må være kommet til at glemme servicekontrakten og i stedet se på, hvilke andre muligheder USA har for at give Grønland dets ”fair share” af den militære aktivitet i landet, som både USA og Danmark principielt har godkendt, at Grønland bør have, via den oprindelige Thuleaftale.

Han påpeger, at Grønland lige nu for eksempel har brug for store investeringer i infrastruktur, samt forøgede muligheder for industriudvikling.

LÆS OGSÅ Pituffik-radar opgraderet for knap halv milliard kroner

Eller hvad med at få USA til at lave de søkort over de grønlandske kyster, som Danmark har sat år tilbage via regeringens udflytning af Geodatastyrelsen?, skriver Helms i Jyllands Posten. Han slutter:

- Der er muligheder nok. Det kræver blot, at der tænkes kreativt, og at både Danmark og Grønland nu stopper al snak om, hvis skyld det var, at servicekontrakten på Thulebasen gik til et amerikansk firma.

LÆS OGSÅ USA’s årsrapporter afslører 'opgradering' af basens mission