Grænseaftale med Island

Udenrigsminister Villy Søvndal, formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og Islands udenrigsminister Össur Skarpheðinsson har nu underskrevet en aftale, der skal skabe klarhed over afgrænsningerne af kontinentalsoklen mellem Grønland og Island uden for 200 sømil.
16. januar 2013 16:33

Aftalen skal være med til at  skabe klarhed og forudsigelighed - som det udtrykkes i en pressemeddelelse -  med hensyn til en fremtidig ressourceudnyttelse og vil være i overensstemmelse med Havretskonventionens målsætning om en fastlæggelse af kontinentalsoklens ydre grænser landene imellem.

Ifølge FN’s Havretskonvention af 1982 tilkommer der uden videre alle kyststater en kontinentalsokkel indtil 200 sømil fra kysten.

Men en række stater, herunder Danmark med Færøerne og Grønland, har en sokkel, som strækker sig længere ud i henhold til de kriterier, der er fastlagt i Havretskonventionen. Disse stater skal forelægge dokumentation for udstrækningen af deres sokkel for en særlig kommissionen, som er oprettet under Havretskonventionen.

I havområdet mellem Grønland og Island har begge parter fremlagt dokumentation for sokkelkrav uden for 200 sømil. Parterne har her overlappende krav på ca. 22.000 km2.  Der vil derfor blive behov for fremtidige delelinjer.

Den nye aftale indebærer en aftalt procedure og skitserer rammerne for fremtidige delelinjer mellem parternes kontinentalsokkelområder. Den endelige afgrænsning skal derimod foretages ved indgåelse af en egentlig bilateral aftale. Men det kan først ske, når Kommissionen har behandlet parternes dokumentation og meddelt sine anbefalinger.