GME skuffet over IA

Greenland Mineral and Energy Ltd. er skuffet over IA’s ønske en folkeafstemning om uran-udvinding. En stor del af tilladelserne til undersøgelser i Kvanefjeldet er nemlig givet under IA’s regeringstid.
15. oktober 2014 12:13

Hos mineselskabet Greenland Mineral and Energy A/S (GME) er der skuffelse over IA’s fortsatte ønske om, at befolkningen bør gå til stemmeurnerne om, hvorvidt Grønland skal genindføre nul-tolerancen over for uran-udvinding eller ej.

I dag er selskabet nemlig langt med at udforske mulighederne for uranudvinding i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Derfor mener selskabets direktør, John Mair, at det vil være et slag tilbage, hvis sagen kommer til debat igen.

- Jeg synes, det vil være skuffende. Det vil i flere sammenhænge være et skridt tilbage i betragtning af den retning og udvikling, som har været forbundet med uran-strategien over de seneste år i Grønland, siger John Mair til KNR.
 

IA gav tilladelser

Inuit Ataqatigiit har længe fastholdt, at der bør være en folkeafstemning om udvindingen af uran i Grønland.

Det sker, fordi partiet mener, at hørings- og oplysningsperioden før Naalakkersuisuts beslutning i efteråret 2013 om at ophæve nultolerancen var al for kort. Beslutningen blev truffet i Inatsisartut med ét mandats flertal.

Men hos GME understreger direktør John Mair, at det var den tidligere IA-regering, som var med til at sætte skub i mulighederne for støttede uranudvinding i Kvanefjeldet i Sydgrønland.

- Som selskab fik vi en række licenser til undersøgelser af den daværende regering, som virkelig fik os til at fortsætte og investere i Kvanefjelds-projektet og til at arbejde for mulighederne for Grønland. Så vi er langt fremme i forhold til at kunne aflevere en ansøgning på højt niveau i forhold til en minedrift.

 

500 mio. kroner i forundersøgelser

GME har siden 2010 har lavet et stort offentligt oplysningsarbejde omkring uran-minedrift - med støtte fra både det nu afgående naalakkersuisut og det tidligere naalakkersuisut under IA’s styre.

Det er sket netop for at imødekomme enhver betænkning og sikre stor sikkerhed omkring et mineprojekt for både mennesker, dyr og miljø, siger John Mair. Derfor vil en folkeafstemning også være at bringe en stor mulighed over styr, mener han.

- En folkeafstemning vil sætte muligheden for Grønland på spil, og et negativt udfald vil helt sikkert bremse enhver fremgang. Men vi har en stærk opbakning i Grønland og håber at kunne fortsætte med arbejdet i Grønland.

Greenland Minerals and Energy har foreløbig brugt omkring 500 mio. kroner på forundersøgelser af eventuel minedrift i Kvanefjeldet ved Narsaq.

Selskabet regner med at kunne indsende en endelig ansøgning om minedrift i foråret 2015 ud fra de nuværende rammer.