Glæde og nervøsitet over de første passagerer
Trafikken i Grønland blev genåbnet mandag. Og tirsdag ankom det første almindelige fly til Grønland.
KNR mødte nogle, der bød velkommen til besøgende og hjemvendte uden for lufthavnen i Nuuk.
Maren Clasen Poulsen bød sin søster, som bor i Danmark, velkommen.
Hun stod udenfor lufthavnen i over en time og ventede på, at flyet med søsteren ville lande, da man ikke må opholde sig i lufthavnens ventesal.
Under ventetiden, var hun både spændt men også lidt nervøs for at møde sin søster igen.
- Jeg glæder mig, men på den anden side er jeg nervøs, det er så usikkert, hvad der kan ske med corona undervejs.
- Hun (søsteren, red.) er blevet testet tre gange inden rejsen, og hun har det godt. Men det er så usikkert med de andre passagerer, og de var mange, siger Maren Clasen Poulsen.
De mange rejsende var glade for at nå frem til deres destination.
Loritha Hendriksen havde oprindeligt en billet tilbage til Nuuk den 28. april, men hun kom først hjem i går efter knap to måneders venten. Og det var hårdt for hende at vente:
- Jeg har det meget godt, men vi måtte græde lidt, fordi vi først fik bekræftelsen i går om, at vi var kommet på listen.
- Jeg græd også, fordi vi havde lidt hjemvé, og vi ville gerne hjem, siger Loritha Hendriksen.
Nu er I kommet frem, er det godt?
- Ja, meget. Det var næsten ikke til at tro, da vi stod af flyet. Det er meget dejligt.
Alle, der ankommer til Grønland, skal i karantæne, indtil de er blevet testet efter fem dage.
Og når testen først er negativ for coronavirus, kan de frit bevæge sig i samfundet.