Geologer har undersøgt fjeldskred på sydsiden af Nuussuaq-halvøen

17. juli modtog Departementet for Råstoffer en meddelelse om bevægelse på en skråning på sydsiden af Nuussuaq i løbet af vinteren 2022-23. Opfordringen er fortsat at færdes forsigtigt i området.
Det meste af det materiale, der faldt, blev standset af en flad terrasse omkring 550 meter over havet. Foto © : Mikkel Jeremiassen
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
16. august 2023 16:24

Vær forsigtig, hvis du er i området i Vaigat Sullorsuaq - især hvis du er i kystnære områder.

Sådan lød meldingen fra Departementet for Råstoffer og Justitsområdet 17. juli efter, at de var blevet informeret om, at en fjeldside på den sydlige del af Nuussuaq-halvøen nord for Ilulissat og syd for Uummannaq bevægede sig.

Foto © : Google Streetmap/ Rune Hvistendal Kristiansen

Nu har departementets geologer undersøgt omfanget af fjeldskredet, og de anbefaler fortsat, at borgere færdes i området med varsomhed, da det ikke kan udelukkes, at der kommer flere skred. 

Det meste af det materiale, der faldt ned, blev standset af en flad klippeafsats omkring 550 meter over havet.

En mindre mængde materiale er gledet ned gennem kløfter og vandholdigt jord, og sten er spredt ud på skråningen uden at nå kysten, oplyser departementet i en pressemeddelelse.

Geologerne forventer, at der stadig kan ske mindre skred. Specielt ved nedbør eller tøbrud. Enkelte skred kan ende i fjorden. 

Samtidig opfordrer departementet til, at man kontakter geologiafdelingen, hvis man er i besiddelse af lokal viden om ustabile fjeldpartier. Det skal man også, hvis man observerer stenslag og lignende, fordi informationerne kan bidrage til at lokalisere ustabile fjeldskråninger i Grønland.