GA roser Naalakkersuisut for at tage økonomien alvorligt

Direktøren for Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), Brian Buus Pedersen, kalder Naalakkersuisuts forslag til dette års finanslov for “ærligt”.
02. marts 2015 11:11

Forslaget bærer præg af, at Naalakkersuisut blev etableret for kort til siden, skriver GA i en pressemeddelelse. Det ligner meget den tidligere regerings, men GA-direktøren roser Naalakkersuisut for at se Grønlands økonomiske problemer i øjnene ved at spare 50 mio. kroner på det offentlige budget allerede i år.

- GA noterer, at Naalakkersuisut-koalitionen har forstået, at Grønland befinder sig i en meget kritisk økonomisk situation. Økonomien skrumper, og Grønland bliver fattigere.

Læs også Anda Uldum: Sammen vender vi kajakken

- Det fører til faldende erhvervsaktivitet, øget ledighed, fattigere familier, ringere vilkår for de syge og socialt udsatte, de ældre, de handicappede, lyder det fra GA’s direktør, Brian Buus Pedersen.

Turbo på reformerne
Ud over besparelserne i den foreslåede finanslov, forventer GA dog også, at Kim Kielsen og co. søsætter reformer, udtrykker Brian Buus Pedersen videre:

- Der skal skabes tillid, og nu er det rimeligt at forvente, at det nye Naalakkersuisut sætter turbo på reformarbejdet.

Læs også Naalakkersuisut vil skære 50 millioner i næste års finanslov

- Grønland har ikke råd til at vente længere, for hele verden konkurrerer om de samme risikovillige investorer. Det handler om tillid, og Naalakkersuisut må slå ind på en vækstdagsorden med reforminitiativer, der hurtigt kan sættes i gang, lyder det altså fra Grønlands Arbejdsgiverforening.

Målet er at komme ud af 2015 med et budgetteret underskud på 85 mio. kroner, som gradvist skal minimeres frem til 2018, hvor landskassens budget skal gå i nul.