GA hedder nu Grønlands Erhverv - eller GE

Grønlands Arbejdsgiverforening - GA - har på et delegeretmøde i weekenden taget navneforandring. GA hedder nu Grønlands Erhverv - eller GE. Det sker for at signalere, at organisationen i dag har bevæget sig fra at være en traditionel arbejdsgiverforening med overenskomstfornyelser som hovedformålet til at være en interesseorganisation, der varetager en bred vifte af erhvervspolitiske opgaver.
22. marts 2015 17:03

Men selv om organisationen har skiftet navn, så har den ikke skiftet politik. 

Formanden Henrik Leth, der på delegeretmødet blev genvalgt for en to-årig periode understregede igen, at arbejdsgiverforeningen længe har peget på blandt andet offentlige besparelser, mere effektivitet i forvaltningen og ikke mindst gennemskuelige rammebetingelser for erhvervslivet som vigtige elementer i den nødvendige genopretningspolitik.

- Skriften på væggen er tydelig som selvlysende graffiti: Krisen kradser - og den accelererer. Naalakkersuisut venter færre indtægter fra Thule Air Base, et betydeligt fald i rejekvoten i år sammenlignet med tidligere år, beskedne forventninger til nye råstofprojekter på kort sigt og dertil udsigt til flere ældre og færre borgere i den arbejdsdygtige alder, sagde Henrik Leth.

- Det betyder, at udgifterne bliver større end indtægterne. At der skal spares, og at den offentlige økonomi skal styres hårdt og konsekvent. Og endnu mangler Naalakkersuisut at udmønte administrative besparelser for 50 millioner kroner allerede i 2015, tilføjede han og satte en tyk streg under, at Grønland ikke har råd til at vente længere.

- Hele verden konkurrerer om de samme risikovillige investorer. Det handler om tillid, og Naalakkersuisut må slå ind på en vækstdagsorden med reforminitiativer, der hurtigt kan sættes i gang - før vi kommer derud, hvor vi ikke kan bunde økonomisk og socialt, fastslog Henrik Leth i sin beretning til de delegerede.