Fuld opbakning om at ændre Grønlands tidszone
I sidste uge debatterede Inatsisartut, hvorvidt Grønlands tidszone skal ændres.
Alle partierne var enige i forslaget.
Det vil sige, at hvis klokken er 14.00 i dag, foreslår forslaget, at klokken i stedet er 15.00.
Men du behøver altså ikke selv at sætte uret en time frem, hvis forslaget går igennem. Ændringerne træder først i kraft, når Grønland alligevel overgår til sommertid 25. marts 2023 klokken 22.00.
Og det betyder, at der vil være to timers forskel mellem Grønland og Island, Færøerne og Storbritannien. Og tre timers forskel mellem Grønland og Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og andre dele af Vesteuropa. På samme tid forøger man også tidsforskellen til Nordamerika med en time.
Det meste af landet er i den samme tidszone. Men:
Ittoqqortoormiit er i den samme zone som Island - når klokken er 12 i Nuuk, er den 13 i Ittoqqortoormiit.
Pituffik er i den østamerikanske tidszone. Når klokken er 12 i Nuuk, er den 11 i Pituffik.
Og så er der Danmarkshavn, som er en vejrstation i Nationalparken i Østgrønland. Når klokken er 12 i Nuuk, er den 14 i Danmarkshavn.
Planen har tidligere fået opbakning af Air Greenland og Grønlands Erhverv.
- Det skaber nogle muligheder, det er der ingen tvivl om, i forhold til den samhandel, som Grønland har med Danmark, Europa og Storbritannien, sagde Christian Keldsen, der er direktør i Grønlands Erhverv, til KNR 28. juli.
Hvad med sommertid i Grønland?
Sommertid er datid. Bare ikke endnu.
Til forårssamlingen i 2019 vedtog Inatsisartut nemlig, at Grønland ikke længere skal have sommertid.
Men selvom de er nået til enighed om at afskaffe sommertid, så er det altså stadig ikke sket.
Grønland venter på, at EU afskaffer sommertid. Og der kan gå lidt tid endnu. De europæiske lande er nemlig stadig ikke blevet helt enige i, hvornår det sker.
- Vi kan ikke forvente, at det vil blive ændret i EU. På den baggrund ønsker vi, at det bliver taget op igen i udvalget, sagde formand for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen.
Om Grønland skal afskaffe sommertid før EU, er der ingen, der ved endnu. Det vil Naalakkersuisut undersøge sammen med Inatsisartuts Lovudvalg undersøge. Det sagde Múte B. Egede (IA), der er formand for naalakkersuisut, da sagen blev behandlet for første gang i Inatsisartut i sidste uge.
Inatsisartut behandler forslaget igen den 10. november.