Speciel sommercamp: Frivillige og familier fjernede affald
Siden 2019 har foreningen 'Grønlandske Børn' arrangeret sommercamps for børn, unge og deres familier i Nanortalik og i Kullorsuaq. Som altid har den stået på på sjov og hygge - men i år kastede familierne og de frivillige sig ud i en helt ny og uventet aktivitet i Kullorsuaq.
For selvom det fylder i en lille bygd, når der kommer frivillige til fra hele verden, så var der alligevel noget, som fyldte endnu mere.
I løbet af foråret og sommeren havde bygdens bunker af affald vokset sig så store, at det efterhånden var svært at overse og overskue dem.
Det fortæller Aviaaja Danielsen, der bor i Kullorsuaq og var frivillig på Camp Kulloq:
- Jeg plejer at nyde at gå tur i bygden. Men i år er affaldssituationen ekstra slem. Kun få gange siden maj har der været transporteret affald fra bygden til lossepladsen. Det lugter forfærdeligt og er også sundhedsfarligt, siger hun i en pressemeddelse fra foreningen 'Grønlandske Børn'.
Fællesindsats fik løst flaskehalsproblem
Så for en stund blev frisbee, fodbold og familiehygge skiftet ud med en noget forsinket forårsrengøring.
Bevæbnet med ATV’er, affaldssække og oprydningsiver fik flokken i løbet af ef et par dage ryddet ud i bunkerne med affald.
Helene Dørup, som egentligt bor i England, men var en af de internationale frivillige fortæller om, hvordan ideen opstod:
- Det var på et af morgenmøderne, som både de lokale og de internationale frivillige holder hver morgen, at vi snakkede om, at vi kunne få stablet en affaldsaktion på benene. Der er flere af de internationale frivillige, der har kørekort, og på den måde kunne vi blive en del af løsningen, fortæller hun.
Det var nemlig kørekortene, som stak en kæp i hjulet på oprydningsarbejdet inden sommercamp’en.
Kommunens medarbejdere har nemlig ikke kørekort til de ATV'er, som bliver brugt til at transportere affaldet ud på lossepladsen, og derfor fik affaldet lov til at ligge og flyde.
Inspirerende oprydning
Men det stod altså ikke i vejen for familierne og de frivillige på campen, fortæller Helene Dørup:
- Der var utroligt god stemning og en stor fleksibilitet og imødekommenhed fra både borgere i Kullorsuaq og kommunen. Det føltes meget meningsfuldt at være en del af, fortæller hun.
Og så var der pludselig plads og tid til leg og hygge. Præcis som det plejer at være på sommercamp'en i Kullorsuaq.
Så selvom camp'en slutter i dag, og de tilrejsende frivillige og lokale familier vinker farvel til hinanden for denne gang, så håber Aviaaja Danielsen, at alt oprydningsarbejdet har været så inspirerende, at det ikke kun er affald, man i fremtiden kan få bugt med i den lille bygd:
- Jeg håber, at aktionen har vist os alle sammen, at borgerinitiativer virkelig kan gøre en forskel, og at vi også en anden gang kan lykkes med at gøre noget ved de udfordringer, vi har i bygden, uanset om det er bortskaffelse af affald eller andre ting, slutter Aviaaja i en pressemeddelse fra arrangørerne.