Frivillig isbjørnepatrulje i Ittoqqortoormiit: Lad os skyde dem i byer

Evald Brønlund patruljerer frivilligt i isbjørnesæsonen. Han er dødtræt af, at han ikke bare må skyde bjørnene uden at spørge om lov først.
Evald Brønlund kunne godt tænke sig, at isbjørne, der kommer ind i Ittoqqortoormiit, kan skydes uden tilladelse fra myndighederne. Foto © : Assi nammineq pigisaq/Privat foto
Skrevet af Jaaku Lyberth
28. september 2020 05:43

Det er blevet mørkt om aftenen i Ittoqqortoormiit. Og på denne tid af året begynder isbjørnene at nærme sig byen og løbe rundt mellem husene.

Det fortæller Evald Brønlund, der bor i byen. Udover at være pensionist har han også en tjans, som han selv har startet:

Han patruljerer rundt i Ittoqqortoormiit - nogle gange sammen med jagtbetjenten - om morgenen før det bliver lyst. 

Regler for at skyde isbjørne

 

  • I Ittoqqortoormiits og Tasiilaqs forvaltningsområder er fredningsperioden for isbjørne fra og med 1. august til og med 30. september. 
     
  • Unger, der er i et afhængighedsforhold til moren, og hunner i følgeskab med en eller flere unger er fredet hele året.
     
  • Det er forbudt at opsøge, forfølge eller på anden måde forstyrre isbjørne.
     
  • Det er dog tilladt at opsøge og forfølge isbjørne, hvis det sker i forbindelse med lovlig fangst og jagt, eller hvis man forsøger at skræmme en isbjørn væk fra et område.

 

  • Det er forbudt at forhindre eller forstyrre politi, jagtbetjente, kommunefogeder og andre bemyndigede personers arbejde med at skræmme isbjørne væk fra et område.

 

  • Det er også forbudt at anvende droner til at filme eller på anden måde at forfølge isbjørne.

Om efteråret foregår det i bil, og om vinteren på snescooter for at sikre, at ingen møder de store, hvide bjørne på vej til arbejde eller i skole.

- Det er for beskytte mine medborgere, og det har jeg gjort i en del år, efter jeg er blevet pensionist, fortæller Evald Brønlund.

En turist i Svalbard blev angrebet og dræbt af en isbjørn sidst i august. Og en far i Canada blev også dræbt, da han forsvarede sine børn mod en isbjørn i januar.

- Vi hører jo, hvad der er sket på Svalbard og i Canada, hvor folk bliver slået ihjel af isbjørne. Det vil vi ikke opleve her i Ittoqqortoormiit, siger Evald Brønlund.

Men noget gør arbejdet som frivillig isbjørnepatrulje svært.

Skyd isbjørnene uden tilladelse fra myndighederne

For hvis Evald Brønlund ser en bjørn i byen, skal han først bede myndighederne om tilladelse, før han må skyde den.

LÆS OGSÅ Mand dræbt af isbjørn på campingplads i nat

Reglerne kan have fatale konsekvenser, vurderer han. Og derfor opfordrer han til, at de bliver ændret, sådan at byens fangere må skyde isbjørne, så snart de er inde i byerne.

- Når man støder på en isbjørn i byen, så skal man lede efter en, som man kan ringe til for få tilladelse til at skyde den, og det synes jeg ikke er ok.

- Man skal kunne ringe til fangerne med det samme, så de kan skyde den med det samme, siger Evald Brønlund.

For nylig kravlede en isbjørn op fra stranden og satte kurs mod byen, hvor den gik rundt omkring nogle containere. Her så hans svoger og datter bjørnen nærme sig om morgenen.

Skød mod en isbjørn

De kørte hen mod isbjørnen i en bil og skød rundt om den, og til sidst flygtede den. Men i de næste måneder, hvor mørket tager til, vil bjørnene komme oftere til byen for at lede efter mad, som de plejer.

Og det kan være utrygt og farligt, vurderer den frivillige patruljør.

Ifølge Naalakkersuisuts bestemmelser og retningslinjer for håndtering af såkaldt problem-isbjørne, kan man aflive en isbjørn, hvis man er i nød for at beskytte sig.

Og derefter skal man give besked til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

LÆS OGSÅ Qeqertarsuatsiaat: Isbjørnene er dræbt

Men ifølge Evald Brønlund bør fangere have tilladelse til at skyde bjørnene, så snart de kommer ind i byen. Uden at de skal søge om tilladelse eller tage hensyn til kvoterne.

Det samme forslag er blevet stillet af Partii Naleraq, der vil tage det op på efterårssamlingen 11. november.

Forslaget blev stillet, før at tre bjørne - en hunisbjørn og to unger - i flere dage bevægede sig rundt omkring og i bygden Qeqertarsuatsiaat.

De tre bjørne blev dræbt af kommunefogeden efter at være kommet til og gået fra bygden i flere dage. 

Kommunefogeden fik dispensation til at skyde de tre bjørne af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.