To franske guider idømt bøde for at forstyrre isbjørne på Svalbard

Turistguiderne sejlede for tæt på en isbjørn og hendes unge, og skræmte dem derved væk fra deres fødekilde.
En isbjørn og hendes unge blev forstyrret, mens de var ved at æde en død hval. Det kommer nu til at koste to franske turistguider dyrt. Foto © : Envato Elements
Skrevet af Thor Bill
03. juli 2024 11:11

Det er en rigtig dårlig ide at forstyrre den vilde natur.

Det må to franske turistguider sande, efter de den 23. juni sejlede to gummibåde med turister alt for tæt på en isbjørn og hendes unge i Mosselbugten ved den nordlige del af Svalbard.

Isbjørnene var i gang med æde en død hval, men gummibådene forstyrrede dem og skræmte dem væk fra deres føde.

Og det er altså i strid med Svalbards miljølovgivning.

Det skriver Svalbards Guvernør.

Ifølge den lokale lovgivning er det nemlig forbudt at lokke, forfølge eller på anden måde at opsøge isbjørne, så de bliver forstyrret – til fare for mennesker eller bjørnene selv.

Derfor har Svalbards Guvernør, Lars Fause, nu i dømt de to franske guider en bøde på 20.000 norske kroner hver. Det svarer til cirka 13.000 danske kroner.

For isbjørnene skal have lov til at leve – og æde – i fred, mener han.

- Givet klimaforandringerne med mindre havis og stigende problemer for de isafhængige arter, vil guvernøren også i fremtiden have et stort fokus på unødig forstyrrelse af isbjørne, lyder det fra Lars Fause.

Accepterer de to turistguider ikke bøderne, vil sagen overgå til Nord-Troms byret.