WWF: Isbjørnen skal skræmmes væk og ikke skydes
I Sydgrønland er det ikke længere usædvanligt at møde en isbjørn, hvilket kan skabe stor frygt blandt indbyggerne.
Nogle ønsker, at isbjørnene bliver skudt for at beskytte beboerne, men WWF foretrækker at skræmme dem væk fra bostederne, som det gøres i Ittoqqortoormiit, Canada og Alaska.
WWF har derfor taget initiativ til at udlevere beredskabskasser til bosteder for at undgå, at isbjørne bliver skudt i selvforsvar.
- Vi har startet det her projekt for at forebygge, at der sker noget tragisk - både for mennesker og bjørne. Vi startede det i 2022, og endelig er vi fuldtallige på kontoret og kan derfor starte på dette projekt, siger Malene Lynge, der er leder af WWF i Grønland.
Beredskabskassen, der er uddelt til fåreholdersteder og bygder, indeholder lygte, fløjte, nødblus og en signalpistol med ammunition.
Med klimaforandringerne smelter isen hurtigere, og isbjørnene søger oftere ind på land, hvilket fører til flere menneskelige møder end tidligere.
Malene Lynge understreger, at formålet med beredskabskasserne er at skabe tryghed og øge sikkerheden i Sydgrønland.
Borgermøde i Qaqortoq
Et lignende projekt kører allerede i Ittoqqortoormiit og er derfor gennemprøvet.
- Vi har stor erfaring med at undgå konflikter mellem isbjørne og mennesker, takket være vores isbjørnepatrulje i Ittoqqortoormiit der kører på sit 9. år, fortæller Malene Lynge.
Derfor var Erling Madsen, der er en del af isbjørnepatruljen i Ittoqqortoormiit, også med i Qaqortoq for at dele sine erfaringer med at skræmme isbjørne væk fra bosteder.
De har til et borgermøde gjort det meget klart, at de ikke uddeler udstyr i byer, da byer allerede har et beredskab som politiet og brandvæsnet.
På borgermødet blev kassens indhold præsenteret og WWF's mission blev fremlagt.
De personer, der har modtaget en kasse, har fået den besked, at de skal oplyse kontoret hver gang, de har gjort brug af udstyret. WWF vil nemlig afdække, hvor stort behovet for udstyret er.
De næste skridt i deres arbejde er blandt andet at finde ud af, hvorfor der er så mange isbjørne, der kommer til bosteder.