Frankrig vil straffe sex med mindreårige hårdere

Sex med mindreårige kan fremover blive kategoriseret som voldtægt, har det franske parlament vedtaget.
Foto © : European Parliament/Pietro Naj-Oleari
Skrevet af Ritzau
02. august 2018 09:52

Personer, der har sex med mindreårige, skal straffes hårdere. Og samtidig skal det være muligt for betjente at uddele bøder på stedet til folk, som generer andre seksuelt på gaden.

Det mener det franske parlament, der onsdag godkendte en ny lovgivning, der slår hårdt ned på sex med mindreårige samt tillader øjeblikkelige bøder for gadechikane.

LÆS OGSÅ Ret til akut hjælp efter seksuelle overgreb

Loven, der blev vedtaget med 92 stemmer for og ingen imod, betyder, at sex med unge under 15 år fremover kan blive kategoriseret som voldtægt.

Debatten om misbrug af mindreårige har været et varmt emne i Frankrig i år i kølvandet på en sag om en 11-årig pige.

Anklagemyndigheden afviste i første omgang at sigte en mand for voldtægt af den 11-årige pige med den begrundelse, at pigen selv havde givet samtykke til handlingen.

Derfor blev manden først kun sigtet for seksuelt misbrug af en mindreårig. Senere blev sigtelsen dog udvidet til voldtægt, rapporterer den franske tv-station FranceInfo.

LÆS OGSÅ Nakuusa lancerer ny kampagne mod seksuelle overgreb

Den nye lov giver dommere mulighed for at kategorisere sex med en mindreårig som voldtægt. Det kan ske i tilfælde, hvor den anden part udnytter barnets manglende forståelse for handlingen.

Loven omfatter også muligheden for at give bøder på stedet på op til 90 euro - cirka 670 kroner - for seksuel chikane på gaden.

Også dette spørgsmål har været heftigt debatteret i Frankrig de seneste dage oven på en hændelse tidligere på ugen.

Hændelsen blev fanget på videokamera og viser en ung kvinde, der bliver slået af en mand i Paris. Slaget var tilsyneladende gengæld for, at kvinden svarede manden igen, da han chikanerede hende.

    /ritzau/dpa

LÆS OGSÅ Borgermøde om seksuelle overgreb