Forsvaret håber på flere grønlandske værnepligtige

For første gang nogensinde kan unge her i landet finde ud af, om de er klar til at bære uniform og aftjene værnepligt uden at rejse hele vejen til Danmark.
Foto © : Forsvaret
Skrevet af Merete Lindstrøm
28. oktober 2018 12:44

Forsvaret er på charmeoffensiv, når de inviterer til afprøvning til værnepligten i Nuuk d. 19. - 21. november.

- Vi håber jo, at antallet af værnepligtige grønlændere stiger, og at der er flere, der får interesse for det, siger Dennis Rasmussen, der er kaptajn og ansvarlig for afprøvning til værnepligt i Grønland.

Han håber også, at kunne få fortalt flere unge grønlændere om, hvad det rent faktisk vil sige at være værnepligtig i forsvaret.

- Hvis man er bosat i Grønland og vokset op der, er det ikke sikkert, at man ser forsvaret som en karrieremulighed. Man er måske ikke så bevidst om, at værnepligten faktisk er en mulighed for at få nogle oplevelser og opleve noget fællesskab. Samtidig kan det være startskuddet til en uddannelse enten i forsvaret eller i hvert fald at få nogle kompetencer, som man kan bruge i en civil uddannelse eller en civil karriere også, siger han.

LÆS OGSÅ Plads til grønlandsk rekruttering i kommende forsvarsforlig

Dennis Rasmussen beroliger med, at man ikke bliver sendt i krig lige med det første.

- Så længe man er værnepligt, skal man koncentrere sig om at gennemføre sin basisuddannelse. Den foregår i Danmark, og hvis man er i søværnet, kan man komme ud og sejle omkring Færøerne og Grønland. Man risikerer ikke at komme i krig, når man er værnepligtig, så længe Danmark ikke er i krig, siger han. 

Hvis man erklæres egnet eller delvist egnet, kan man allerede på dagen lave en aftale med militæret om at aftjene værnepligt i et af de tre værn - hæren, søværnet og flyvevåbnet eller beredskabsstyrelsen.

LÆS OGSÅ Forsvarsforlig giver medansvar til Grønland

Alle unge mænd og kvinder, der er fyldt 18, er velkommen til en afprøvning, der foregår på Dronning Ingrids hospital fra klokken 10 alle tre dage. Det varer cirka halvanden time og byder på intelligentest, lægeundersøgelse og vejledning.

Dennis Rasmussen håber at se en masse unge mennesker, når han og kollegaerne er i Nuuk og opfordrer til, at man ikke holder sig tilbage.

- Det allerbedste råd det er, duk op og tag en snak med os, så kigger vi på, hvad man har af interesser, og så kan man jo blive klogere på, hvad det er, vi kan tilbyde, siger Dennis Rasmussen. 

Og så skal man i øvrigt huske at have gyldigt id med sig, fortæller kaptajnen.

Afprøvningen i Nuuk afholdes som følge af det nye forsvarsforlig, der trådte i kraft i januar 2018, men hensigten er, at Forsvaret allerede til næste år kan tilbyde afprøvning til værnepligt i alle fire gymnasiebyer i Grønland -Nuuk,Sisimiut, Aasiaat og Qaqortoq.

LÆS OGSÅ Nyt forsvarsforlig styrker politi og cybersikkerhed