Forsøg på manddrab og hæleri giver fem år i anstalten

Onsdag blev en 32-årig mand, der er sigtet for hæleri og forsøg på manddrab, idømt fem års anbringelse i anstalten.
Landsretten har fundet en 32-årig skyldig i forsøg på manddrab og hæleri, efter han ankede dommen fra kredsretten Foto © : Simon Uldum
24. august 2023 16:07

En 32-årig mand er onsdag blevet dømt for blandt andet forsøg på manddrab, oplyser Grønlands Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Manden overfaldt i juli sidste år sin kæreste med en kokkekniv. Det lykkedes ham at snitte og stikke hende, inden hun flygtede hen til sin nabo, der gav livreddende førstehjælp, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Ved anholdelsen af manden kunne politiet i Nuuk også konfiskere 70.000 kroner i kontanter. Den store mængde af kontanter fik politiet til at mistænke hæleri. Det endte manden også med at blive sigtet for, da politiets efterforskning viste, at manden havde modtaget 500.000 kroner af en rækker personer, men pengene kunne han ikke redegøre for.

Kredsretten har tidligere taget stilling til sagen, der også omfatter forhold om hærværk, narkotika og trusler, men dommen på fire et halvt år blev anket.

Landsretten kender ham skyldig i mere

Landsretten fandt den tiltalte skyldig i alle de rejste tiltalepunkter.

- Når man stikker en stor kokkekniv ind i brystet på et andet menneske, så er det for at slå ihjel. Det kan der efter vores opfattelse ikke være nogen tvivl om, så jeg er selvfølgelig tilfreds med, at både Sermersooq Kredsret og nu også Landsretten har fundet det bevist, siger anklager Cecilie Stürup Sørensen.

Kredsretten dømte ham ikke skyldig i forholdet om hæleri, men den dom omstødte landsretten, da de også fandt ham skyldig i den del.

- Der er tale om så stort et beløb, som ingen troværdigt kunne forklare, hvor stammede fra, så alt peger på, at der er foregået noget kriminelt.

Dommen på fem års anbringelse er ubetinget, oplyser politiet i pressemeddelelsen.