Forskningsverdenen inviterer til folkefest
I Kangerlussuaq, Sisimiut, Sarfannguit og Nuuk afholdes der fra på fredag og en uge frem en lang række arrangementer, hvor forskere fra hele verden byder lokalbefolkningen indenfor til en snak om forskning i Grønland.
De mange arrangementer er en del af Greenland Science Week, som en række forskningsinstitutioner og offentlige myndigheder står bag.
En af dem er Grønlands Klimaforskningscenter, som ledes af Mie S. Winding. Hun mener, at Greenland Science Week er en vigtig begivenhed, da arrangementet er med til at sikre, at forskningen, som bliver lavet i Grønland, bliver tilgængelig for alle.
- Det er en måde, hvorpå vi kan inspirere unge og finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor som samfund. Det kan være klimaforandringer eller infrastruktur.
- Det giver også forskerne en unik mulighed for at blive inspireret til, hvilke problematikker de skal se nærmere på, siger hun til KNR.
Hvordan får vi det bedste ud af turismen?
Ifølge Mie S. Winding er der under Greenland Science Week flere hundrede forskere i Grønland, som kommer fra så forskellige lande som Finland, USA og Japan.
De skal blandt andet bidrage til diskussioner om turisme og infrastruktur, som blot er et par af de emner, der vil blive sat fokus på under Greenland Science Week.
I Kangerlussuaq, Sisimiut og Sarfannguit vil forskere, turistoperatører og andre interessenter fra 3. til 6. november blandt andet diskutere, hvordan den kommende ATV-vej, som skal forbinde Kangerlussuaq og Sisimiut, kan være med til at tiltrække flere turister, samtidig med at man tager hensyn til Aasivissuit – Nipisat området, som er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Det er gratis, og alle er velkommen
Forskningsverdenen har til tider fået kritik for at være meget lukket. Derfor håber Jula Maegaard Hoffmann, der er fungerede sekretariatsleder i Arctic Hub, som er med til at arrangere festlighederne, at mange borgere vil deltage i de talrige arrangementer, så det kan blive en rigtig folkefest.
- Vi håber, at alle interesserede kommer og deler deres nysgerrighed og viden, så der kan opstå spændende samtaler mellem forskerne og resten af samfundet.
Man kan finde det fulde program til Greenland Science Week her. Programmet vil løbende blive opdateret.