Fire kinesere er døde, og 218 andre har fået lungebetændelse af den hidtil ukendte virus, som første gang blev opdaget i millionbyen Wuhan i den centrale del af Kina.Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Forskere: Nyt virus fra Kina smitter mellem mennesker

WHO holder hastemøde om det nye coronavirus for at drøfte, om der er tale om international sundhedskrise.

Kinesiske forskere bekræfter nu, at en virus, der indtil videre har kostet fire mennesker livet, smitter mellem mennesker.

Det bekræfter kinesiske forskere ved landets nationale sundhedskommission.

Fire kinesere er døde, og 218 andre har fået lungebetændelse af den hidtil ukendte virus, som første gang blev opdaget i millionbyen Wuhan i den centrale del af Kina.

Der er også konstateret smittetilfælde i Thailand, Japan og også Sydkorea.

I Kina er sundhedsansatte blandt de smittede, oplyser Zhong Nanshan, der er leder af landets sundhedskommission, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den nye virus har fået stor opmærksomhed, fordi den minder om virussen sars, som i 2002 og 2003 kostede næsten 650 personer livet i Kina og i Hongkong.

Myndighederne frygter, at et større udbrud kan komme i forbindelse med det kinesiske nytår, der begynder senere på ugen. Her ventes millioner af mennesker at rejse, og det øger smitterisikoen.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har indkaldt til hastemøde i morgen onsdag på grund af udbruddet.

LÆS OGSÅ Mystisk virus spreder sig for første gang til nye byer i Kina

WHO oplyser ifølge nyhedsbureauerne dpa og Reuters, at man på mødet vil drøfte, om det nye virus udgør en international sundhedskrise.

Hvis WHO erklærer en sundhedskrise af international betydning, kan det medføre øget internationalt samarbejde og finansiering af en indsats mod smitten.

Der kan komme en opdateret anbefaling fra WHO efter mødet, skriver dpa.

Både WHO og kinesiske forskere arbejder ihærdigt med at finde ud af, hvor virusset har sit udspring. Mistanken er foreløbig faldet på et skaldyrsmarked i byen Wuhan.

Folk kan imidlertid også blive smittet uden at have besøgt Wuhan, siger Zhong Nanshan.

- På nuværende tidspunkt kan vi svare bekræftende på, at der finder smitte sted mellem mennesker, siger han til tv-stationen CCTV.

Også WHO har tidligere sagt, at det er sandsynligt, at virusset stammer fra dyr, men at der kan være "en begrænset smitte mellem mennesker ved tæt kontakt".

I Hongkong siger sundhedsmyndigheder, at passagerer fra den region, hvor Wuhan ligger, vil blive screenet ved ankomsten til lufthavnen.

Foto: Mohd Rasfan/AFP/Ritzau Scanpix

 

Også nogle lufthavne i USA og Thailand er begyndt at screene passagerer fra den kinesiske provins, hvor udbruddet begyndte.

Kommentarer

inatsisartut-sal-sep2019.jpg

Inatsisartuts Efterårssamling



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt