Forskere finder mikroplast i Nordvestpassagen

Forskere har boret i is ved Lancaster Sound og har fundet omfattende plastikforurening. Som et slag i maven, siger én af folkene bag undersøgelsen.
Ifølge CBC News anslår FN, at over 100 millioner tons plastik affald er blevet smidt i havene rundt om på kloden. Foto © : Suzanne Hamilton/Flickr Creative Commons
17. august 2019 17:10

Amerikanske forskere har fundet bittesmå plastikpartikler i isen i Lancaster Sound ved indgangen til Nordvestpassagen.  Det skriver CBC News.

Forskningsholdet kom fra University of Rhode Island og lavede en række boringer i isen i Lancaster Socund, og heri fandt de plastikpartikler i forskellig størrelse.

LÆS OGSÅ ICC og aktivistgruppe går sammen mod plastforurening

Fundet af plastik partiklerne forstærker indtrykket af, at plastik affald i havene nu er blevet en epidemi, udtaler forskerholdet til CBC.

- Når vi så på isen tæt på med de rigtige redskaber, kunne vi se, at det hele var meget meget synligt forurenet. Det føltes lidt som et slag i maven, siger én af de studerende bag projektet Jason Strock til Reuters. 

Forskerne brugte en helikopter til at lande på is i Lancaster Sound. I alt lavede holdet 18 boringer, hvor de trak to meter is ud fra hver boring, som de analyserede.

Forskerne mener, at den undersøgte is var mindst et år gammel.

Ifølge CBC News anslår FN, at over 100 millioner tons plastik affald er blevet smidt i havene rundt om på kloden.

Forskerne vil nu analysere plastikpartiklerne yderligere, for at undersøge hvor de er kommet fra og deres mulige effekter på dyrelivet.

LÆS OGSÅ 414 millioner stykker plastik forurener australsk øgruppe