Forskere: Camp Century udgør en miljørisiko
Radioaktivt spildevand, kemikalier og andet affald blev alligevel ikke forseglet for evigt, da amerikanerne lukkede Camp Century - en militærbase under indlandsisen - i 1967. Ny forskning offentliggjort i tidsskriftet Geophysical Research Letters anslår nemlig, at affald fra basen vil dukke frem af isen på grund af klimaforandringerne.
Læs også Den danske regering revses for at google sig til a-kraft-svar
Camp Century blev etableret i 1950erne efter indgåelsen af forsvarsaftalen mellem Danmark og USA i 1951, og formålet med basen var at undersøge muligheden for at opstille og servicere op mod 600 missiler under isen.
Planen om de mange missiler blev dog skrottet, og i 1967 blev basen forladt. Her blev reaktoren til det transportable atomkraftværk, der drev basen, fjernet, men meget andet blev efterladt - blandt andet det radioaktive kølevand, som reaktoren brugte. Derforuden er basen malet med maling, som indeholder op til 5 procent PCB - en miljøgift, der kan være årsag til hjerneskader.
Forskerne har brugt forskellige klimamodeller, og én af dem forudser, at isen vil blive mindre ved Camp Century fra omkring 2090. Herefter vil isen over og omkring affaldet fra Camp Century ifølge forskerne smelte væk, og i sidste ende vil affaldet havne i havet og de områder, der støder op til isen.
Læs også Udenrigsminister: Ingen radioaktiv forurening efter Camp Century
Forskerne vurderer, at det er usikkert om det er Danmark eller USA, der har ansvaret for oprydningen, såfremt at forureningen slipper ud af isen.
Læs også Doris kræver bedre svar