Doris kræver bedre svar

Intetsigende - sådan beskriver folketingsmedlem Doris Jakobsen det svar, hun i starten af måneden fik fra udenrigsministeren på sine spørgsmål om den amerikanske Camp Century-lejr på Indlandsisen, og det mobile atomkraftværk, der i starten af 60’erne leverede energi til lejren.
Skrevet af mlk
18. januar 2014 13:23

- Vi må have den fulde sandhed om Camp Century, siger siumut-politikeren Doris Jakobsen, som ikke er tilfreds med udenrigsministerens hidtidige forklaring.

Camp Century var en underjordisk by 100 kilometer inde på Indlandsisen, som amerikanerne anlagde i 1958.

I tre år leverede et mobilt atomkraftværk energi til lejren. Doris Jakobsen mener ikke ministerens svar var i fuld overensstemmelse med en rapport om den kolde krig i Grønland fra Dansk Udenrigspolitisk Institut.

- Vi vil have bekræftet, at der ikke længere er problemer med for eksempel radioaktivt spildevand i Indlandsisen. At der er sket en oprydning. Hvis der ikke er gjort noget ved det, er det meget problematisk, siger hun.

Hun har nu stillet en række nye spørgsmål, blandt andet om de omkring 178.000 liter spildevand med et mindre radioaktivt indhold, som er blevet lukket ud i isen.

- Jeg håber jeg kan få afklaret, at der er sket en oprydning, så det ikke længere er farligt for naturen og for befolkningen i Thule-området.

Camp Century var formodentligt en del af det amerikanske projekt Iceworm, der var kodenavn for en missilbase under Indlandsisen. Projektet blev droppet i 1966, da isen viste sig at være mere bevægelig end amerikanerne havde regnet med.