Forsker sætter spørgsmålstegn om bloktilskud ved løsrivelse

Grønland kan med stor sandsynlighed ikke modtage bloktilskud og samtidig erklære selvstændighed. Det vurderer en seniorforsker ved ved Dansk Institut for Internationale Studier.
- Der er efter folkeretten ikke noget krav om, at Danmarks økonomiske støtte helt eller delvist skal bevares efter at Grønland har opnået selvstændighed, sagede statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2017. Foto © : Blå Kors Danmark
Skrevet af Mathies Hvid Toft
20. august 2021 11:42

Selvstændighed fra Danmark - med bloktilskud? 

Det mener naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg fra Naleraq, sagtens kan gå hånd i hånd. 

Det sagde han under valgkampen i april og senest har han i juni i et svar til Erik Jensen (S) vurdereret, at Danmark fortsat skal betale bloktilskud, hvis Grønland løsriver sig.

Det er dog usikkert, om det er korrekt, skriver Sermitsiaq.ag.

LÆS OGSÅ Asii Chemnitz: En selvbærende økonomi ligger langt ude i fremtiden

Avisen har interviewet seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Ulrik Pram Gad.

- Jeg tror, det er meget tvivlsomt, at Danmark har folkeretlige forpligtelser i den retning, fastslår han.

Ifølge ham vil det i sidste ende formentlig afhænge af, om det danske folk og politikerne har viljen til at betale milliarder til Grønland på trods af, at båndene mellem de to lande klippes over.

Bloktilskud vil udfases over få år

Skal man tro den tidligere statsminister i Danmark, Lars Løkke Rasmussen (V), vil bloktilskuddet blive udfaset over omkring fire år ved løsrivelse.

Det fortalte han ved en debat i folketinget i 2017.

- Jeg forestiller mig ikke en situation, hvor statens tilskud eller opgaveløsning fortsætter i en længere periode efter Grønlands selvstændighed, sagde han og henviste til år 2000.

Dengang var Færøerne i dialog med Danmark om selvstændighed, og her fastslog den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), at bloktilskuddet som udgangspunkt ville blive udfaset over fire år.

Bloktilkskud i mellem 25 og 50 år

I samme debat fastslog Lars Løkke Rasmussen, at Danmark ikke har en folkeretlig pligt til at betale bloktilskud til en grønlandsk republik.

- Der er efter folkeretten ikke noget krav om, at Danmarks økonomiske støtte helt eller delvist skal bevares efter at Grønland har opnået selvstændighed, sagde han.

I Naleraqs partiprogram fremgår det, at partiet ønsker bloktilskud fra staten i en periode på mellem 25 og 50 år efter en løsrivelse.

Bloktilskuddet fra Danmark er på 3,986 milliarder kroner hvert år. Det svarer til 55 procent af indtægterne i landskassen.