Fire nye naalakkersuit bliver snart præsenteret

Snart bliver der sat navne på fire nye medlemmer af naalakkersuisut, som skal afløse de fire, der er trådt ud. De nye naalakkersuisut bliver præsenteret tirsdag, når forårssamlingen starter.
Der er udsigt til, at Inatsisartut kan stemme nye medlemmer af naalakkersuisut ind på tirsdag. Foto © : KNR
10. april 2026 14:19

Afløserne til de fire medlemmer af naalakkersuisut, der har trukket sig, siden den nuværende koalition trådte til i marts sidste år, bliver snart præsenteret. Det siger formand for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), til KNRs radioprogram Ulluni Makkunani Pisut.

- Fire nye naalakkersuisut bliver indsat, siger han.

De skal erstatte de fire medlemmer af naalakkersuit, der af meget forskellige årsager har trukket sig siden valgperiodens begyndelse i marts sidste år. Det drejer sig om Bentiaraq Ottosen, Mads Pedersen, Vivian Motzfeldt og Naaja Nathanielsen.

Deres ansvarsområder er blevet fordelt mellem de tilbageværende naalakkersuisut, som i øjeblikket tæller seks medlemmer.

Men det varer ikke meget længere, fortæller formanden.

- Vi arbejder med det frem til på tirsdag. Hvis der er noget, der står klart inden da, bliver det selvfølgelig meldt ud, siger Jens-Frederik Nielsen.

Inatsisartuts forårssamling begynder på tirsdag, og de nye medlemmer skal hver især godkendes af Inatsisartut.

Det er dog ikke kun persongalleriet i naalakkersuisut, der har ændret sig. Da Siumut meldte sig ud af koalitionen for cirka en måned siden, ændrede koalitionen sig også. 

Partiet var med til at fastlægge retningen for koalition, da det var med til at lave koalitionsaftalen.

Det er en aftale, der løbende bliver genvurderet, fortæller Jens-Frederik Nielsen. Men lige nu er den ikke ved at blive ændret, tilføjer han.

- Vores vigtigste opgave lige nu er at få nye naalakkersuisut ind. Aftalen, der ellers blev indgået mellem fire parter, vil løbende blive vurderet, og det vil blive meldt ud, hvis der på nogen måde skulle komme ændringer, siger Jens-Frederik Nielsen til Ulluni Makkunani Pisut.