UDSATTE Formand: Dansk hjælp over for seksuelle traumer

Danske kommuner bør tilbyde særlig hjælp til grønlændere i Danmark, der lider af senfølger efter seksuelle overgreb. Det mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte efter rapport.
Den danske politiker Jann Sjursen.
14. marts 2016 13:24

Det er et dansk ansvar at hjælpe grønlændere i Danmark, der lider af traumer fra seksuelle overgreb. Også selv om overgrebene er sket i Grønland.

Det siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte i Danmark, Jann Sjursen, til KNR.

- Det er vigtigt, at man fra Folketinget og regeringens side erkender, at grønlændere, der flytter til Danmark, får en hjælp fra start af. Ikke mindst, hvis man kommer til Danmark med nogle sociale problemer i bagagen, i det her tilfælde overgreb, som i virkeligheden kræver, at man sætter ind med hjælp.

Læs også Rapport: Tidligere sex-overgreb plager udsatte grønlandske kvinder i Danmark

En rapport fra Rådet for Socialt Udsatte viser, at flere socialt belastede grønlandske kvinder i Danmark yder sex som betaling for et sted at sove. Typisk hos en mand i deres netværk, fordi kvinderne ikke kan forstå eller kan finde frem til hjælpen fra kommunen.

Som yderligere belastning lider flere af kvinderne af senfølger fra tidligere seksuelle overgreb. Og det forværre kvindernes situation.

- Det er faktisk en katastrofe, fordi problemerne vokser sig endnu større. Eller, som vi kan læse i rapporten, når det gælder kvinder og overgreb, bare fortsætter i Danmark, hvilket jo næsten ikke er til at holde ud at tænke på, siger Jann Sjursen.

Læs også Udsatte grønlandske kvinder i Danmark på dagsorden

Derfor bør den danske stat i en ny strategi over for socialt udsatte grønlændere i Danmark afsætte penge, bl.a. til hjælp efter seksuelle overgreb, mener Jann Sjursen.

- Fordi der på nogle områder, er tale om en ganske særlig indsats, synes jeg, at det er naturligt, at der også kommer penge med en ny strategi. Og jeg vil sige, at det også er nødvendigt for, at området overhovedet bliver løftet.

Rådets rapport "Udsatte grønlandske kvinder i Danmark" bliver diskuteret på en konference på Christiansborg mandag, hvor bl.a. Aaja Chemnitz Larsen (IA) og socialminister Karen Ellemann (V) deltager.