Udsatte grønlandske kvinder i Danmark på dagsorden

Udsatte grønlandske kvinder i Danmark er på dagsorden, når det danske Rådet for Socialt Udsatte holder en halv dags konference på Christiansborg mandag d. 14. marts.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Jens Thorin
01. marts 2016 05:49

Rådet for Socialt Udsatte ønsker at bringe udsatte grønlandske kvinders egne synspunkter i spil og skabe debat om de problemstillinger, der er særlige for dem som kvinder.

- Denne gruppe står på flere områder udenfor samfundets fællesskaber. Det må der gøres noget ved. Rådet ønsker på den baggrund at bidrage til diskussion og prioritering i forhold til en ny strategi på området, skriver Rådet for Socialt Udsatte.

Under konferencen vil Rådet for Socialt Udsatte præsentere en ny undersøgelse, der netop har fokus på socialt udsatte grønlandske kvinder i Danmark.

- Undersøgelsen tegner et dystert billede af situationen for socialt udsatte grønlandske kvinder i Danmark. De kæmper med store sociale, kulturelle og kønsspecifikke problemstillinger, som de gerne vil, men ikke kan håndtere uden hjælp, lyder det videre fra Rådet for Socialt Udsatte.

Udover Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte, deltager blandt andet Medlem af Folketinget fra Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz Larsen og social- og indenrigsminister Karen Ellemann, ved halvdags konferencen den 14.marts.