GRØNNEDAL Forhandlinger om oprydning står stille
Forhandlingerne om oprydningen af den tidligere danske flådebase Grønnedal står helt stille.
Det oplyser Departement for Selvstændighed, Natur, Miljø og Justits til KNR.
Der var ellers lagt op til forsoning, da den danske forsvarsminister Peter Christensen i januar meddelte, at et nyt udbud skulle sættes i gang for miljøoprydningen af Grønnedal.
LÆS OGSÅ:GRØNNEDAL: Aleqa er tilfreds med nyt udbud
Det skete efter kritik af det tidligere udbud, som samtidig blev aflyst.
I stedet skal det næste udbud ske på baggrund af grønlandsk miljølovgivning, lød det dengang fra forsvarsministeren efter krav fra Selvstyret.
Arktis-analyse har sat forhandlinger på pause
Men nu - 10 måneder senere - er Departementet for Selvstændighed, Natur, Miljø og Justits samt Forsvarsministeriet stadig ikke nået til en aftale om reglerne i udbuddet.
Ifølge chefen for departementet blev embedsmænd fra Forsvarsministeriet sidst i juli inviteret til forhandlinger 10. august, hvor et udkast til en aftale lå klar.
Men mødet blev aflyst på grund af ændringer i Forsvarsministeriets organisation og drøftelser om den danske regerings Arktis-analyse, oplyser departementet.
LÆS OGSÅ: GRØNNEDAL: Bevarelse af bygninger kan medføre miljømæssige konsekvenser
Departement: Forurening skal håndteres
Og siden er Forsvarsministeriet ikke vendt tilbage omkring forhandlingerne trods rykkere. Til stor bekymring i departementet:
- På nuværende tidspunkt ligger forhandlingerne således desværre stille, hvilket er kritisk, idet der hurtigst muligt bør indgås en politisk aftale, der sikrer, at Forsvarsministeriet får ryddet ordentligt op og får håndteret den forurening, der er efterladt i området, skriver departementchef Mette Skarregaard til KNR.
Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse, der skal stå for udbuddet, bekræfter i en mail til KNR, at det danske forsvar fortsat vil udføre en miljøoprydning ved Grønnedal.
Men at “Forsvarsministeriet pt. afventer en beslutning omkring implementering af den arktiske analyse", står der.
Ifølge departementschef Mette Skarregaard Pedersen fastholder Selvstyret dog, at Forsvaret skal rydde op ud fra grønlandske miljøregler, herunder bl.a. den olieforurening, som eksisterer i Grønnedal. Også selv om forhandlingerne trækker ud.
- Det koster selvfølgelig at rydde op, men det koster også at lade være - og det er kun rimeligt og helt nødvendigt, at man rydder ordentlig op, når man fraflytter et område, som man har forurenet igennem mange år. Andet kan og vil vi ikke acceptere, skriver hun til KNR.