Foreslår lov om tidlig indsats

Princippet om "Tidlig indsats i sårbare familier" giver gode resultater i hele Norden. Så gode, at princippet måske bør fastslås gennem lovgivning. Det mener de tre Inatsisartut-medlemmer, Olga P. Berthelsen fra IA, Ruth Heilmann fra Siumut og Astrid Fleischer Rex fra Demokraterne.
Skrevet af Karsten Sommer
09. december 2012 12:23

De har i den forløbne uge på vegne af Familie- og Sundhedsudvalget deltaget i en nordisk konference i Stockholm om betydningen af tidlig indsats i sårbare familier.

Konferencen med 300 deltagende fra de nordiske lande var samlet for at bedømme resultatet af projektet ”Tidlig indsats for familier” gennemført af Nordens Velfærdscenter.

Hovedkonklusionen var, at det for alle betaler sig med en tidlig indsats. Jo længere tid man venter med målrettede tiltag i de sårbare familier, jo større bliver skaderne på de omsorgssvigtede børn og familien i øvrigt.

I princippet har dette jo også været en politisk målsætning her i landet mange år, men Olga P. Berthelsen, Ruth Heilmann og Astrid Fleischer Rex mener, at Naalakkersuisut bør overveje, om ikke den tidlige indsats simpelthen bør lovreguleres, fremfor som i dag at være en mere uforpligtende og uhåndgribelig politisk målsætning.

Til forårssamlingen 2013 påtænkes i forvejen et forslag til ændring af børn- og ungelovgivningen, og her kunne man indarbejde, at der skal ligge en kommunal pligt til at sikre en tidlig indsats i forhold til de børnefamilier, der har behovet, mener de tre Inatsisartut-medlemmer.