Forenklede og forsinkede elektroniske søkort er på vej
En del af de forsinkede søkort for landet er på vej. Det skriver Naalakkersuisut og Geodatastyrelsen i en pressemeddelelse.
Søkortene er noget, som Grønland har bedt den danske regering at lave.
Ifølge en aftale fra 2009 skulle Geodatastyrelsen i Danmark have leveret 73 digitale søkort over Sydvestgrønland inden udgangen af 2018. Men på grund af opsigelser blandt styrelsens ansatte er leveringen blevet stærkt forsinket.
LÆS OGSÅ Samråd gav ingen afklaring om søkort
Indtil videre er 32 af de 73 bestilte søkort afleveret. Fra 2021 forventer Geodatastyrelsen at kunne levere seks nye grønlandske søkort om året frem til 2026. I 2026 forventer styrelsen at levere de to sidste søkort, så tallet kommer op på 73.
Nu er der flere kort på vej i år. Men det er andre former for søkort, som skal leveres ved siden af de aftale søkort, som Geostyrelsen skal levere.
Det siger kontorchef i Geodatastyrelsen, Elizabeth Hagemann, i en pressemeddelelse.
- Vi har store mængder nyere søopmålingsdata liggende, og Basis ENC giver os mulighed for at frigive disse data hurtigere end i dag og få dem derud, hvor de gør gavn: hos brugerne. Det skaber en mere sikker besejling i de opmålte farvande og altså en mere sikker navigation for de søfarende, siger hun.
Forenklede søkort
ENC (Electronic Navigational Chart på engelsk) står for elektroniske søkort. Og de nye ENC vil kun indeholde de mest nødvendige informationer til brug for navigationen. Det vil være dybdedata, billede af kystlinje og information, der er vigtig for navigation, for eksempel kabler på havbunden.
Det er altså forenklede søkort med færre informationer end i traditionelle søkort som skal udgives i løbet af i år frem til 2023. Det er primært landdata, der ikke er med i Basis ENC, siger Geodatastyrelsen.
LÆS OGSÅ Digitale søkort for Grønland er klar i 2026
Ifølge Geodatastyrelsen vil de udvide søkortene med mere informationer løbende frem til 2026.
- Produktionen af Basis ENC erstatter eller forsinker ikke den eksisterende produktionsplan, som Geodatastyrelsen har lavet i samarbejde med Grønlands Selvstyre, siger Geodatastyrelsen.
Produktionsplanen kan læses her.
Fra Kap Farvel til Diskobugt
Målingerne over søkortene vil være over Sydvestgrønland, som ifølge kontorchefen dækker fra Kap Farvel i Sydgrønland til Diskobugt i Nordgrønland. Det vil altså dække de Sydgrønlandske byer fra Nanortalik til Qeqertarsuaq i Nordgrønland.
Brugerne kan være lige fra jollefiskere og fritidssejlere til Arktisk Kommando og i forbindelse med deres redningsaktioner.
- En af fordelene ved ENC er, at de er tilgængelige for alle, hvis man blot anvender en søkortplotter eller tablet, og har tegnet et abonnement hos en af Geodatastyrelsens handelspartnere, der distribuerer elektroniske søkort.
- En mulig sidegevinst ved de nye søkort er, at det bliver muligt at se mange detaljer om dybdeforskelle, hvilket f.eks. fiskere kan have særlig interesse i, siger Elizabeth Hagemann, uden dog at kunne garantere at man kan fange flere fisk hvis man anvender de nye kort.