Digitale søkort for Grønland er klar i 2026

Samtlige 73 nye søkort for Grønland er færdige i 2026 – otte år senere end først planlagt. Det oplyser den danske klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), til Folketingets Grønlandsudvalg.
28. januar 2019 09:53

Efter planen skulle Geodatastyrelsen i Danmark have afleveret 73 spritnye, digitale søkort for Grønland inden udgangen af 2018.

LÆS OGSÅ Samråd gav ingen afklaring om søkort

Men foreløbig er kun 34 kort blevet klar. I 2016 måtte Geodatastyrelsen nemlig oplyse, at søkortene ikke kunne blive færdige som aftalt på grund af medarbejderflugt fra styrelsen.

Det skete som følge af flytninger af statens arbejdspladser fra København til resten af Danmark.

Stuationen førte til kritik fra Naalakkersuisuit og flere møder mellem grønlandske og danske ministre uden en klar, ny plan.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut og regeringen indgår tynd trøsteaftale

Men nu er planen lagt. Geodatastyrelsen har igen fået ansat medarbejdere, der bliver oplært i produktionen af digitale kort. Og mens tre nye kort vil blive færdige i løbet af i år, bliver produktionen øget til seks kort om året fra 2021 til 2025, mens de tre sidste kort skal færdiggøres i 2026.

Planen er lagt ud fra, at der ikke igen sker personaleflugt fra styrelsen, oplyser Geodatastyrelsen.

Repræsentanter fra Geodatastyrelsen mødes nu en gang årligt for at drøfte den løbende produktion af søkort, oplyser styrelsen.

LÆS OGSÅ Nye landkort på vej til Grønland

LÆS OGSÅ Produktionen af søkort er gået i stå