Foreningen Rigsfællesskabet håber på større samarbejde

Hos Foreningen Rigsfællesskabet har formanden Nauja Lynge en forventning om, at Siumut med Kim Kielsen i spidsen vil holde sine ord om et bredt politisk samarbejde - til fordel for både Grønland og samarbejdet i Rigsfællesskabet.
Foreningen Rigsfællesskabet Foto © : Foreningen Rigsfællesskabet
01. december 2014 08:23

Fredagens valg endte næsten som en uafgjort fodboldkamp.

Med det samme mandatstal som IA - men med 326 flere stemmer - har Siumut nu retten at lede forhandlingerne om et nyt naalakkersuisut.

Og her forventer formanden for Foreningen Rigsfællesskabet, Nauja Lynge, at Siumuts leder som vinder vil række hånden ud til alle spillere på banen:

- Kim Kielsen er også gået til valg på sammenhold. Og uanset hvordan regeringen bliver sammensat, kommer de ikke uden om, at det, der har været debatteret i valgkampen er, at sammenhold og fælleskab er noget, der er vigtigt og skal på dagsordenen. Det er altså i forholdet til Danmark, men også øst mod vest og Nuuk mod resten af kysten. Det håber jeg, at man virkelig vil efterkomme, og som man har lovet befolkningen også.

 

Vil styrke samarbejdet indenfor Rigsfællesskabet

Som navnet antyder, arbejder Foreningen Rigsfællesskabet for en styrkelse af samarbejdet mellem de tre lande i kongeriget.

Og Nauja Lynge mener, at den netop overståede valgkamp har været med til at styrke forholdet mellem Grønland og Danmark:

- Jeg tror, det vil være rigtig, rigtig klogt for den kommende regering at få manifisteret, at befolkningen skal altså finde en vis tilfredshed ved at være en del af rigsfællesskabet. Grønland er en selvstyrende nation, som samtidig, på grund af Danmark, kan sove trygt om natten og sende vores børn i uddannelse. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt. Det er der rigtig meget selvstændighed i. Og jeg tror, at det bliver rigtig vigtigt at få den der stolthed og sammenhold tilbage. Det vil styrke en regering og også være med til at skabe nogle resultater.