Forening skal uddanne hjælpere til børn i socialsager i Tasiilaq

Foreningen Grønlandske Børn er på vej til Tasiilaq for at uddanne de såkaldte "najortier". Najortierne er personer, der skal hjælpe børn, der bliver en del af en socialsag i en kommune.
Foto © : Larsen Jens Kragh
Skrevet af Karsten Sommer
19. maj 2019 14:53

- Najorti er en metode til at holde hånden under de mest sårbare børn, siger sekretariatsleder i Foreningen Grønlandske Børn, Nike Berthelsen.

En samarbejdsaftale forhandles i disse dage på plads mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Foreningen Grønlandske Børn. 
Det vil betyde, at børn får stillet en najorti til rådighed, hvis de har en socialsag i kommunen. 

LÆS OGSÅ Tasiilaqs problemer findes også i resten af landet

Kommune Kujalleq og Qeqqata Kommunia har indgået en lignende aftale med Foreningen Grønlandske Børn. 

Som en del af arbejdet med at rekruttere najortier, der kan arbejde i Kommuneqarfik Sermersooq, er Foreningen Grønlandske Børn derfor nu på vej til Tasiilaq. 

- I Tasiilaq skal vi uddanne nye najortier, og vi har en række møder for at få overblik over vilkårene for sagsbehandlingen. Det er vigtigt, at vi kender forholdene, så najortierne kan hjælpe børnene på den bedst mulige måde, siger Nike Berthelsen.

LÆS OGSÅ Socialstyrelsen forlænger psykologers indsats i Tasiilaq

- Vores mål er, at alle børn i Grønland skal have adgang til bisidning. Og en del af vores arbejde er at uddanne tilstrækkeligt mange najortier, så vi kan samle et korps, der kan træde til i alle kommunerne, oplyser Nike Berthelsen.

- Najortiordningen er én måde, hvorpå vi som voksne kan tage det ansvar, vi har, alvorligt, slutter han.

LÆS OGSÅ Kommuneqarfik Sermersooq erkender svigt på socialområdet i Tasiilaq

LÆS OGSÅ Partii Naleraq: Vi ofrer medborgere i iver for selvstændighed