WWF og Greenpeace: Forbyd olieboring i Grønland

WWF og Greenpeace opfordrer Grønland om at forbyde olieudvinding. Men naalakkersuisoq for råstoffer afviser.
23. december 2016 07:29

Grønland bør følge USA og Canada og forbyde olieudvinding i Arktis.

Sådan lyder opfordringen fra WWF Verdensnaturfonden og miljøorganisationen Greenpeace.

Det sker, efter præsident Obama har besluttet at forbyde olieudvinding omkring Alaska og det nordlige Atlanterhav. En lov, som kommende præsident Trump vil få svært ved at omstøde.

Og Grønland bør følge USA, mener seniorrådgiver i WWF, Mette Frost:

- Det ville udvise både ansvarlighed og rettidig omhu. Set i lyset af hvor afhængig Grønland er af sunde og produktive marine økosystemer i forhold til fiskeri, fangst og økoturisme, giver det dårligt mening at gøre andet.

Naalakkersuisoq for råstoffer, Muté B. Egede, afviser dog at droppe planerne for olieudvinding herhjemme.

Men da Grønland er langt fra en reel olieudvinding, giver det ingen mening, siger Sune Scheller, projektleder i Greenpeace, til Berlingske:

- Det virker meget underligt, at man klynger sig så hårdnakket til den her fejlslagne strategi. Der blev lovet guld og grønne skove, men faktum er, at der ikke har været nogle prøveboringer siden 2011, og der er heller ikke planlagt nogle i 2017.