Forældre om AKO: Personalet tager sig ikke ordentligt af vores børn
Vold, dårligt opsyn og manglende informationer. Det er nogle af de problematikker, som en gruppe på 19 forældre beskriver i en klage til Kommuneqarfik Sermersooq.
Klagen blev sendt i sidste uge og er rettet mod skolepasningsordningen AKO Narsarmiutaq i Nuuk.
I klagen, som KNR har fået indsigt i, skriver forældrene, at de er dybt foruroligede over, at personalet i institutionen ifølge dem ikke tager sig ordentligt af deres børn.
- Vi har bemærket, at der ikke er tilstrækkeligt opsyn, hvilket kan være farligt og potentielt føre til ulykker eller skader, står der i klagen.
AKO Narsarmiutaq er tilkoblet Atuarfik Ukaliusaq (USK), som er en af to byskoler, som slås sammen i den nye store folkeskole i Nuuk, Atuarfik Inussuk.
Når den altså åbner. 1000 børn i Nuuk skal nemlig vente 14 dage mere, før de kan starte i skole efter sommerferien. Det kom frem i sidste uge, da kommunen blev klar over, at Atuarfik Inussuk ikke bliver klar til tiden.
Kommuneqarfik Sermersooq forsikrer dog om, at der vil være pasning til børnene i den forlængede sommerferie ved at holde fritidshjem og AKO’er, der er tilknyttet skolerne Atuarfik Ukaliusaq (USK) og Atuarfik Samuel Kleinschmidt (ASK), åbne.
Men det skaber ikke den tiltænkte tryghed ved de 19 forældre.
Voldsepisoder og hospital besøg
Forældregruppen stiller sig stærkt kritiske overfor en række voldsepisoder, deres børn har været udsat for.
Ifølge dem har flere børn fortalt om voldshandlinger som kvælning og fysisk vold, der i yderste tilfælde har ført til, at nogle børn er endt på hospitalet.
- Vi forventer, at vores børn er i trygge og beskyttede omgivelser, og det er uacceptabelt, at de bliver udsat for sådanne farlige situationer.
De mener ikke, at personalet tager ordentlig hånd om situationerne. Og forældrene er bekymrede, fordi de ikke får informationer om episoderne.
- Vi har ikke modtaget nogen form for orientering eller rapportering om de alvorlige hændelser, der har påvirket vores børn, skriver forældregruppen.
Derfor kræver de, at der straks bliver grebet ind med indsatser for at forbedre børnenes vilkår i institutionen.
Det har ikke været muligt for KNR at få en fra forældregruppen til at stille op til interview. Men én af underskriverne fortæller, at vedkommende sammen med sin medforælder har taget ekstra fridage eller taget barnet med på arbejde for at undgå at sende sit barn i pasning ved AKO'en i 14 dage.
Kommunen: Vi har travlt
I et skriftligt svar til KNR skriver fagchefen for skoleområdet ved Kommuneqarfik Sermersooq, Riiki Grønlvold, at de handler på klagen.
- Der er dybt beklageligt, at så mange forældre udtrykker utilfredshed ved forholdene på Narsarmiutaq. Vi er enige i, at der til enhver tid skal være det opsyn med børnene, der gør, at alle børn kan føle sig trygge, og forældrene kan være trygge ved at aflevere børnene i institutionen.
- På baggrund af denne klage har forvaltningen i samarbejde med institutionen gennemgået procedurerne på Narsarmiutaq for at sikre, at institutionen har procedurer, der forebygger forhold som dem, der er nævnt i klagen. Disse procedurer er nu implementeret, skriver Riiki Grønvold.
Desuden har forældregruppen modtaget et skriftlig svar fra skoleafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor der står, at personalet har travlt, fordi de har mange opgaver, og der er flere børn med særlige behov end forventet.
Forældregruppen opfordres af kommunen til at tage fat i ledelsen i Narsarmiutaq, hvis de har yderligere spørgsmål eller bekymringer.