Forældre truer med at holde deres børn hjemme fra skole

Den ældste del af skolen i Kangaatsiaq er i dag ramt af skimmelsvamp og lukket ned. Forældrene til eleverne truer nu med at holde deres børn hjemme fra skolen, hvis ikke de snart får vished om planerne til en ny tilbygning af skolen.
Skrevet af Kathrine Kruse
07. september 2018 07:15

Eleverne fra denne skimmelsvampsramte fløj, som i sin tid blev flyttet fra Qullissat, bliver nemlig i dag undervist i forskellige lokaler i Kangaatsiaq by, mens projekteringen til en ny tilbygning pågår.

Forældrene til skoleeleverne undrer sig derfor over, at anlægsprojektet til en ny tilbygning nu ikke er nævnt i finanslovsforslaget for 2019, mens anlægsprojektet har været på i finansloven for 2018, hvoraf Selvstyret og Kommune Qeqertalik har været enige om, at denne skulle færdiggøres af Selvstyret.

Nu truer forældrene derfor med at holde deres børn hjemme fra skolen fra mandag den 10. september, såfremt der ikke kommer en klar udmelding om planerne til en ny vestfløj til skolen i Kangaatsiaq.

- Hvis forholdene for elever, der er ramt af allergi, ikke skal forværres, og vi skal forebygge, at flere ikke bliver ramt af allergi, og hvis vi skal leve op til kravene om sunde og trygge omgivelser til skoleeleverne, så kræver vi, at den nye tilbygning til skolen bliver iværksat, lyder kravet fra 123 forældre og borgere i Kangaatsiaq, der har underskrevet til en støtteerklæring til forældrenes krav om en ny tilbygning til skolen.

Kommune Qeqertalik overtager anlægsprojektet

Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke bekræfter i en mail til KNR, at Selvstyret og Kommune Qeqertalik har været enige om, at anlægsprojektet for skolen i Kangaatsiaq skulle fortsætte og færdiggøres af Selvstyret for midler fra finansloven for 2017.

Der har dog hen over sommeren været dialog mellem departementet og Kommune Qeqertalik.

- Efter ønske fra Kommune Qeqertalik er der opnået enighed om, at Kommune Qeqertalik overtager fuldt ud anlægsprojektet fra Selvstyret. Arbejdet med at overdrage hele anlægsprojektet og derved midlerne forventes færdiggjort i løbet af september, lyder det fra Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke.

Skolen i Kangaatsiaq har 95 elever og 24 ansatte.