Folketingsvalg: IA holder dør på klem for Løkke som statsminister

De grønlandske og færøske folketingsmandater kan ende med at afgøre, hvem der danner regering i Danmark. Aaja Chemnitz vil ikke afvise at støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
Lars Løkke Rasmussen står i spidsen for partiet Moderaterne, der tegner til at kunne blive afgørende for valget til Folketinget 1. november. Foto © : KNR
20. oktober 2022 11:29

De fire nordatlantiske mandater kan blive ualmindeligt afgørende for, hvem der skal indtage Statsministeriet i Danmark. Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har lavet for DR.

Ifølge målingen står rød blok med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen (S), i spidsen lige nu til at få 87 mandater. 

Der skal 90 mandater til et flertal i Folketinget, og dermed kan de i alt fire mandater fra Grønland og Færøerne blive afgørende for, om Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister.

Nordatlanten har tidligere afgjort valg

Ved valget i 1998 var det de nordatlantiske vælgere, der afgjorde det danske folketingsvalg.
 

Faktisk var det kun 176 færøske stemmer, der afgjorde, at Venstre-formanden Uffe Ellemann-Jensen tabte statsministerposten til Poul Nyrup Rasmussen (S).
 

Det var også lige ved at være tilfældet i 2015, hvor alle fire nordatlantiske mandater blev røde. Daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen fik kun lige nøjagtig sejren med 90 mandater mod 89 mandater.

Men selv om IA støtter en rød statsminister i Danmark, vil partiets nuværende folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen, ikke love sin uforbeholdne støtte til Mette Frederiksen, hvis hun bliver genvalgt. Det har hun meddelt ved flere lejligheder.

LÆS OGSÅ Et år med ny statsminister: IA savner bedre kommunikation

Og til netmediet Altinget siger hun, at IA vil pege på en regering over midten i Danmark og udelukker ikke, at det kan blive med Lars Løkke Rasmussen, der er formand for partiet Moderaterne, som statsminister.

- Det er ikke utænkeligt for os, at vi peger på en rød regering, hvor Lars Løkke er med. En regering over midten, siger Aaja Chemnitz til Altinget Arktis. 

Hun påpeger, at samarbejdet med den socialdemokratiske regering ikke altid har kørt med stor åbenhed.

Til gengæld har de borgerlige partier været meget åbne for grønlandsk samarbejde under Lars Løkke Rasmussens perioder som statsminister. Og hvis Moderaterne får de afgørende mandater og er villig til at imødekomme flere krav til gavn for Grønland end Mette Frederiksen, kan IAs støtte gå til ham som statsminister.

Og som meningsmålingerne står lige nu, kan han ende med at afgøre valget, da Moderaterne står til at kunne blive Danmarks tredje største parti med 17 mandater i Folketinget.