Det vakte stor debat, da det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam tidligere i maj valgte at holde en tale i Folketingssalen på grønlandsk.
Efter et møde i Folketingets Præsidium står det onsdag klart, at præsidiet vil finde en løsning på nordatlantiske medlemmers ønske om, at der kan tales grønlandsk og færøsk i Folketinget.
Præsidiet skriver i en pressemeddelelse, at ifølge et foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse af grønlandsk og færøsk.
Derudover vil der komme en etableringsomkostning på mindst 40 millioner kroner.
Det er ikke kun tolkning inde i salen, men også oversættelse af parlamentariske dokumenter, der indgår.
Det vil cirka indebære oversættelse af mindst 150.000 sider om året af parlamentariske dokumenter ifølge meddelelsen.
Aki-Matilda Høegh-Dam har tidligere sagt, at hvis Danmark i virkeligheden var et rigsfællesskab, ville vi også kunne rumme hinandens sprog med henvisning til den debat, der kom efter hendes grønlandske tale i salen.
Folketingets formand, Søren Gade, siger i pressemeddelelsen, at præsidiet har forståelse for folketingsmedlemmer fra Grønland og Færøernes ønske om at tale sig eget sprog i Folketinget.
- Præsidiets drøftelse har ført til, at vi har bedt administrationen om at komme med et oplæg senere på året med forskellige modeller for, hvordan vi kan håndtere tolkespørgsmålet i Folketingets parlamentariske arbejde, siger han.
Som udgangspunkt tales der dansk i Folketinget, men der er hverken ifølge grundloven eller Folketingets forretningsorden noget, der hindrer, at der kan tales grønlandsk eller færøsk i salen.
Det var under en debat om rigsfællesskabet i midten af maj, at Aki-Matilda Høegh-Dam valgte at holde sin tale på grønlandsk.
Hun svarede efterfølgende også kun på grønlandsk, når andre folketingsmedlemmer stillede hende spørgsmål, og det skabte forundring.
Blandt andet sagde SF's Karsten Hønge, at han ikke vil "være statist i det, der foregår, bare fordi det skal bruges i grønlandske medier".
Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke nogen kommentarer foreløbig til præsidiets udmelding onsdag aften.
/ritzau/