Folketinget sender flere penge til Forsvaret

Et flertal i Folketinget har besluttet at bruge 1,5 milliarder kroner ekstra på Forsvaret frem mod 2023. Bag aftalen står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Foto © : Rennet Stowe/Flickr Creative Commons
31. januar 2019 08:04

De 1,5 milliarder kroner er helt nye penge til området, mens tre milliarder kroner bliver flyttet fra et område under forsvarsbudgettet til et andet.

Med det samlede beløb kommer Danmark til at bruge 1,5 procent af landets BNP på Forsvaret. På den måde er Danmark tættere på at leve op til et krav fra USA’s præsident, Donald Trump, om at bruge to procent af medlemslandenes BNP på Forsvaret.

Et krav, som Trump længe har stået hårdt fast på over for flere europæiske NATO-lande.

LÆS OGSÅ Trump kritiserer NATO-allierede

Ifølge Sermitsiaq ønsker Dansk Folkeparti og Radikale Venstre at bruge en del af de nye penge i Arktis, især til overvågning og søredning.

- Der er behov for at styrke beredskabet, både i forhold til redning samt klima og miljø. Vi skal styrke forskningen i sikkerhed og klima, og det kan også være, at Arktisk Kommandos kapacitet skal styrkes i form af fleksible skibe, siger tidligere udenrigsminister fra Radikale Venstre, Martin Lidegaard, til Sermitsiaq.

LÆS OGSÅ Nyt forsvarsforlig styrker politi og cybersikkerhed

Aftalen kommer kun et år efter, at Folketinget vedtog et nyt forsvarsforlig, der tilførte Forsvaret et rekordstort beløb på 12,8 milliarder kroner over seks år.

USA's ambassadør i Danmark, Carla Sanders, kritiserer dog over for Dagbladet Børsen, at det ekstra beløb stadig ikke bringer Danmark helt op på at bruge to procent af BNP på Forsvaret.

LÆS OGSÅ Nye kampfly er dårligere end forventet